En mørk eftermiddag i Hammerum ved Herning sidder Elin Østermark med benene op under sig i sofaen og beskriver det helvede, som hun befandt sig i for fem år siden, da alkoholen styrede hendes liv. 

"Jeg fortæller det, fordi vi er sat her for at hjælpe hinanden," pointerer Elin. I 1986 blev hun gift med Kurt, og i de følgende år fik de tre børn. Der var fuld fart over feltet, og Elin havde mange bolde i luften på en gang. 
"Udadtil var jeg en livlig dame, som kunne klare alt. Jeg ville være en god mor for mine børn, og mit hjem skulle se pænt ud. Jeg var leder af et privat bofællesskab, som jeg havde været med til at bygge op. Jeg stod for et børnekor ud fra missionshuset, og jeg var fritidsansat i Søndagsskolerne, hvor jeg blandt andet holdt familieaftener. Jeg var også dirigent på børnekorfestival og sang- og musiklejre," fortæller hun. 
Men indadtil så det helt anderledes ud. Elin var et ulykkeligt menneske, som ikke havde nogen selvtillid eller selvværd. 
"Jeg er helt sikker på, at årene, hvor jeg blev seksuelt misbrugt af et fjernt familiemedlem, spiller en stor rolle for, hvordan jeg havde det. Jeg følte mig forkert i alt det, jeg gjorde, og jeg troede ikke, at jeg var noget værd. Så jeg var altid en flinkepige, som ville gøre alt for at gøre andre mennesker glade." 

Rødvinen var en god medicin

I mange år havde Elin fortrængt overgrebet, men det kom op til overfladen. Samtidig kunne hun ikke blive ved med at klare, at hendes liv lige så stille gik i stykker. Hun gik ned med en dyb depression, og hun opdagede, at rødvin var en god medicin. 

"Når jeg fik et par glas rødvin, dulmede det, der gjorde ondt, og jeg fik mod til at klare de ting, jeg skulle," siger Elin. Efterhånden var det ikke nok med to glas. 
"Jeg blev en skabsdranker, der havde flasker stående rundt omkring, som jeg kunne tage en slurk af. Det er uhyggeligt så mange kræfter, jeg brugte på at skjule det og planlægge, hvornår jeg skulle drikke, så jeg kunne klare tingene. For eksempel gik det ikke, at jeg drak, når jeg skulle køre med mine børn," fortsætter hun. 
"Mit liv var et helvede, hvor alkoholen styrede mig. Jeg kunne ikke undvære den. Jeg sagde tit om aftenen, at nu vil jeg ikke drikke mere, men når jeg stod op næste morgen og mærkede, hvor ondt det gjorde indeni, kunne jeg ikke lade være. Det at være alkoholiker er en sygdom, du ikke selv kan stoppe."

En fraværende mor

I lang tid klarede Elin alle sine opgaver ved hjælp af alkohol, men da var hun også kommet op på at drikke to flasker om dagen. 
"Jeg troede, at det lykkedes mig at skjule drikkeriet, men jeg tænkte ikke over, at jeg lugtede af alkohol," forklarer hun, der langsomt forandrede sig fra at være en glad mor til at være trist og mentalt fraværende. 
"Kurt og mine børn led meget under mit drikkeri, og de reagerede på forskellig måde fra stilhed til udtalt vrede. De holdt øje med mig. Når børnene kom hjem, kiggede de mig ind i øjnene for at tjekke, hvor meget mor havde drukket i dag. 
Jeg kommer aldrig til at glemme den aften, hvor jeg lovede mine børn, at jeg ikke ville drikke mere. Men næste dag gjorde jeg det igen. Det er det værste, der kan ske, når en mor ikke holder sit løfte."

Tag dig nu sammen

Flere mennesker opsøgte Elin for at få hende til at stoppe. 
"Jeg benægtede over for dem, at jeg havde et misbrug, og det irriterede mig grænseløst, at de skulle blande sig i mit liv. Folk sagde: 'Kan du ikke se, at du er i gang med at miste din dejlige mand og dine børn? Hvorfor holder du ikke op? I deres ord hørte jeg, at jeg bare skulle tage mig sammen, men det kunne jeg ikke. Deres ord var med til at forværre mit drikkeri, for det mindede mig om det, jeg forsøgte at dulme, at jeg var en ussel person," fortæller Elin. 
Alkoholmisbruget havde store omkostninger. Hun måtte stoppe som leder af bostedet og som leder af børnekoret, samt i arbejdet som fritidsansat medarbejder i Søndagsskolerne.

Familie og venner tvang Elin til at gå i behandling, men det lykkedes ikke.

"Jeg var ikke parat til at erkende, at jeg havde et problem. Jeg løj om min situation, og jeg drak, når jeg kunne komme til det. Til sidst blev jeg smidt ud fra det sted, hvor jeg var. Jeg kom hjem igen og fortsatte med at drikke," siger hun. 
"Jeg havde nået bunden, hvor alt så håbløst ud. Jeg troede, at jeg aldrig ville holde op med at drikke. Jeg så mig selv ende på en bænk i Herning, hvis jeg ikke tog mit eget liv. Det eneste, der afholdt mig fra det, var tanken på min familie."

Hun mistede lysten til alkohol

Kurt havde holdt hånden over sin kone, men til sidst måtte han erkende, at familien ikke kunne blive ved at klare Elins alkoholmisbrug. De blev enige om, at hun skulle flytte ud i familiens campingvogn. 
"Jeg mindes stadig, at han stod i havestuen og vinkede farvel med tårer i øjnene, da jeg kørte," fortæller Elin, der som et sidste halmstrå ville prøve en Minnesotakur. 
"Jeg havde erkendt, at jeg ikke kunne det ved egen hjælp." 
Efter tre uger kørte Kurt hende til et behandlingssted, hvor hun var i fem uger. Opholdet forandrede hendes liv. "Jeg ville så gerne fortælle, hvad der skete, men det kan jeg ikke. Det eneste, jeg kan sige, er, at jeg ved, Gud greb ind i mit liv, da jeg trådte ind ad døren til stedet. Siden den dag har jeg ikke haft lyst til alkohol, og nu er det fem år siden," fortæller Elin, der havde stor gavn af gruppesamtaler og individuelle samtaler.

Kurt lod mig komme hjem

Elin vidste ikke, hvor hun skulle bo efter de fem ugers behandling. 
"Flere havde rådet Kurt til ikke at lade mig flytte hjem igen, og det gjorde mig ked af det, for jeg elskede min familie. Jeg ville gerne hjem og vise, at jeg var blevet et andet menneske. Men jeg indstillede mig på, at jeg skulle skabe mig en ny tilværelse et andet sted. Men efter en samtale med mit behandlingssted, fulgte Kurt sit hjerte, og jeg kom hjem. 
I begyndelsen havde jeg det sådan, at jeg skulle gøre mig fortjent til at være hjemme, og det var ikke rart. Men ret hurtigt forsvandt den følelse, og en medvirkende årsag til det var, at jeg havde fået en varm modtagelse af familien." 
I et stykke tid var det svært for Elin at komme i missionshuset og i kirken. 
"Folk behandlede mig, som om jeg havde været død og var stået op igen. Jeg ønskede ikke al den opmærksomhed," forklarer Elin. Det første år valgte hun at deltage i møder for anonyme alkoholikere fem gange om ugen.

Jeg sætter ord på

Elin har atter fundet livsglæden, og det lyser ud af hende. 
"Jeg er glad for at være Elin, og jeg tør være mig selv. Før sagde jeg ikke noget om, hvordan jeg havde det. I dag sætter jeg ord på, og jeg siger meget til og fra," forklarer Elin, der igen står for børnekoret "Alive", der holder til i missionshuset. 
Hun ville gerne have været tiden med alkohol foruden, og der er nogle følger, som hun ikke kan ændre på, men forsøger at leve med. 

"I dag kæmper jeg med en skyldfølelse over for mine børn. Jeg føler, at jeg svigtede dem. Jeg kan ikke bruge skyldfølelsen til noget, men den vil sikkert altid være der. Jeg har også svært ved at tilgive det menneske, der i sin tid forgreb sig på mig. Vedkommende har ødelagt meget for mig, min mand og mine børn. Men det kan jeg heller ikke bruge til noget, andet end at leve fra i dag af."

Vigtigt at dele liv

Mennesker i det kristne fællesskab, der er nære pårørende til mennesker med et alkoholproblem, banker i stigende grad på Elins dør for at få hjælp. 
"Jeg lytter og siger til dem, at de ikke kan gøre noget, før et menneske indser, at det har brug for hjælp," understreger Elin. 
"Jeg fornemmer, at der sidder en del med alkoholproblemer i de kristne fællesskaber. De står ligesom deres pårørende ret ensomme, fordi det at have et alkoholproblem ikke er noget, man snakker om. Det oplevede vi også på hver vores måde i familien," forklarer Elin. 
Hun foreslår, at man sætter mere fokus på området. 
"Det er vigtigt, at vi fortæller hinanden om vores liv og det, vi kæmper med." 

Derfor har Elin lavet en hjemmeside, www.hverdagsspykologi.com, hvor man kan læse mere om hendes liv. Hun kommer også gerne ud og holder foredrag.