Mange oplever at blive ramt af både træthed og modløshed på denne tid af året. Der kan være forskellige grunde til modløshed, men vi ved, at det kan være en helt naturlig følge af, at dagene lige nu er korte og mørke. Selv om vi godt ved, at det kan være den overvejende grund til, at mange flere oplever modløshed, betyder det ikke, at vi skal slå det hen.
1. Gud kan rumme din modløshed
For mange modløse kan det være enormt provokerende at læse bibeltekster om, at vi altid skal glæde os og sige tak under alle forhold. Det kan opleves, som om Gud nærmest forlanger af os, at vi skal være glade og taknemmelige for alt, hvad livet byder os. Men det er ikke det, der er Guds tanke. Tværtimod. Gud kender til og anerkender følelsen af modløshed, og han vil rigtig gerne gå med dig også gennem de svære dage.
Tænk for eksempel på Fjerde Mosebog kapitel 14 vers 11, hvor Gud siger til Moses: "Hvor længe skal dette folk håne mig?" Og vers 27: "Hvor længe skal jeg holde denne onde menighed ud?" Vi møder også noget af det samme hos Jesus på korset, da han råber: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?"
Bibelen viser os også, at det er helt i orden at give udtryk for vores oplevelse af modløshed over for Gud. Ja, mere end det. Den viser os, at det er nødvendigt. Gud kan rumme din modløshed.
Jesus råber til Gud, selvom han mærker, at Gud har forladt ham. På samme måde må vi også råbe til Gud eller bare vende os til ham helt uden ord, hvis det er, hvad energien rækker til. Han er der, og han ser og hører os. Henrik Højlund skriver det sådan i sin bog "Jeg tror, du er her":
"Fortvivlelsen over Guds udeblivende svar på vores utallige bønner om hjælp er til at føle på. Men det er mere ubærligt, hvis ikke der er én, der kan holdes til ansvar, én at skælde ud på, én at rette sidste rest af håb mod, én at være et hjælpeløst barn over for."
2. Gud ønsker at give trøst i modløsheden
Gud ønsker, at vi skal komme til ham i vores modløshed. Også selv om vi ikke mærker, at han er der. Han ønsker at give os trøst i modløsheden. Det gør han blandt andet ved, at han i Bibelen giver os mange og forskellige eksempler på, hvordan mennesker er kommet til ham i modløshed.
Et af de stærkeste steder, synes jeg, er der, hvor en fortvivlet og modløs far kommer til Jesus med sin søn og ligefrem råber til Jesus: "Jeg tror, hjælp min vantro!" Det må vi også gøre. Lige der, hvor denne far giver slip på alt det pæne og velformulerede, bliver der plads til, at Jesus kan træde ind med helbredelse og trøst.
Hvis du ikke selv kan formulere din bøn til Gud, kan der også være god hjælp at hente i Bibelen. David har skrevet flere salmer, der er bønner til Gud fra et modløst menneske. Måske kan det være en trøst for dig at læse en af disse salmer og lade Davids ord blive dine. Et forslag kunne være Salme 13.
"Hvor længe vil du dog glemme mig, Herre? Hvor længe vil du skjule dit ansigt for mig? Hvor længe skal jeg være bekymret i sindet og daglig have sorg i mit hjerte?"
Hvis du har mod på det, kan du læse salmen til ende og gøre som David, der slutter af med at insistere på tilliden til Guds trofasthed og frelse. Også på en dag som denne, hvor han ikke mærker den.
3. Fællesskabet kan være en udfordring i modløsheden
Det kan være fristende at trække sig fra fællesskabet i perioder, hvor man oplever modløshed. Det at skulle være sammen med mennesker, der er fulde af energi og glæde, kan virke uoverskueligt. Måske særligt her i adventstiden, hvor mange er ekstra forventningsfulde og kan have svært ved at forstå din modløshed.
Overvej alligevel, om ikke det kunne gøre noget godt for dig at være en del af fællesskabet. Det er alt for hårdt arbejde selv at skulle kæmpe sig igennem og ud af modløsheden. Så giv dig selv lov til at stemple ind i fællesskabet. Ikke for at give, men for at blive opmuntret af dem, som har energi og gejst. Tillad dig selv at blive hjulpet.
4. Fællesskabet har ansvar for at give en opmuntring til den modløse
Det bringer mig videre til det næste. Nemlig at vi i vores kristne fællesskaber – blandt vores venner og hjemme i familien – har et særligt ansvar for at have øje og omsorg for den modløse. Vi er skabt til fællesskab, og derfor har vi også som kristne et særligt ansvar for at give opmuntring til dem, der er modløse.
Det behøver ikke nødvendigvis at være de store ting, der skal til, for at give den opmuntring, der er behov for. Man kan give en opmuntring med et smil til den, der virker træt. Der er et dejligt vers i Jobs Bog kapitel 29, der beskriver lidt af, hvad et smil kan betyde. "Jeg smilede til dem, og de fattede mod, mit ansigt lyste mod dem, og de gav ikke op." Så meget kan et smil betyde. Vær derfor opmærksom på dem i din nærhed, som har brug for, at du ser dem og giver dem et smil og din opmærksomhed.
Man kan også give en opmuntring med en bøn. Her er det min erfaring, at det giver noget helt specielt at blive bedt for med navns nævnelse. At sidde sammen med en anden og høre personen bede for netop mig er noget helt særligt. Lad din modløse medkristne høre, at du beder for ham eller hende i stedet for at nøjes med at sige, at du vil gøre det, når du kommer hjem eller i din aftenbøn.
Det kan også være, at vi skal give en halv times uforstyrret opmærksomhed og samvær til den modløse, eller at vi skal give en lille hilsen på en sms, sende et kort eller måske købe en lille gave til opmuntring.
5. Jesus er lyset i mørket
Advent og jul ligger i den mørkeste tid på året. Og vi tænder lys. Masser af lys. Vi ønsker ikke, at mørket skal få magten over os. I julen fejrer vi, at Jesus kom til jorden som verdens lys. Han sidder ikke langt væk og venter på, at vi ved egen kraft skal finde frem til ham. Han kom til os, og han ønsker at være lys i verden og lys i dit og mit liv.
Jesus siger om sig selv, at han er verdens lys. Han vandt over mørket og døden. Jesus siger om os, der er hans disciple, at vi er verdens lys, og at vi skal lade det lys skinne. Vi skal ikke beholde det for os selv. Når vi sender et smil, giver en opmuntring eller beder for en, der er modløs, så deler vi ud af hans lys.
