Børnefamiliers liv er i dag ofte meget fragmenteret, dvs. ”trukket i mange retninger”. Der er meget, man skal og vil. Arbejdet og karrieren skal passes. Fritidsinteresser og venner skal der også være plads til. Børnene er også trukket i mange retninger, ikke mindst af det alle steds nærværende internet med dets uanede muligheder for spil, sociale medier, film og videoer. For at kunne ”overleve” eller finde vej i hverdagens jungle er det vigtigt at have nogle holdepunkter.

Kærligheden, kunsten og kirken

Den tyske sociolog Hartmut Rosa, som har foretaget meget grundige analyser af ”højhastigheds-samfundet”, som vi lever, hævder, at der især er tre steder, hvor vi kan finde holdepunkter – eller ”resonans”, som han kalder det – i en fragmenteret hverdag. Han udtrykker det sådan:

”Derfor taler jeg også om tre former for resonans: 1) Den horisontale, som er den, der finder sted mellem mennesker, 2) den diagonale, som er oplevelsen af resonans mellem mennesker og ting, fx bageren og hans dej, forfatteren og hendes tekst, og 3) den vertikale, som er resonansen mellem mennesket og det, der ligger som det dybeste lag i vores eksistens. Det, der bl.a. føder religionen. (1)

Populært sagt henviser Hartmut Rosa os altså til kærligheden, kunsten og kirken.

Lad mig give tre eksempler på, hvad det rent praktisk kan betyde for en travl børnefamilie:

1. Mobil, computer, ipad etc. (devices)

Internettet er kommet for at blive! Det har blandt andet givet os mulighed for hurtig informations-søgning og lettere kommunikation. Men det er også en motor for den fragmentering, jeg skriver om her. Derfor må der handles bevidst i børnefamilierne.

  Den grundlæggende relation mellem familiens medlemmer er fortsat langt vigtige end ”livet” på ipaden, spilkonsollen, mobilen og computeren. Og de relationer har meget at gøre med, at vores kroppe mødes. Derfor følgende forslag:

• Læg vægt på måltidsfællesskaber (selv om de nogle gange er kaotiske). Vi mødes og spiser sammen. Det er vigtigt. Så i de tre kvarter, det varer, er der ingen devices ved bordet (mobiler kan fx lægges i en kasse til samme brug), og ingen rører dem under måltidet.

• Læg vægt på at gøre ”noget elektronisk” sammen. Se film sammen – som I taler om bag efter. Nyd et spil med og mod hinanden. Grin af de samme videoer – og sluk for de dårlige.

• Lær i det hele taget børn – ved selv at bruge den – at sluk-knappen, er den vigtigste. Børnene lærer kun at forholde sig sundt kritisk til de mange ting i medierne, hvis du selv gør det.

• Sæt grænser for, hvor meget tid, børnene får lov til at bruge alene med deres devices. Og kæmp for, at grænserne ikke overskrides (for ofte).

• Begræns brugen af devices som babysitter. Tål lidt mere støj i bilen. Sæt grænser for, hvor længe børnene må blive passet af den elektroniske babysitter.

• Kræv, at børnene skal ud og røre sig – eller kede sig – indimellem.

• Tag initiativ til kilde- og slåskampe med børnene, hvor kroppene mødes.

• Dyrk den gode kropskontakt med dit barn, fx når I se noget sammen på skærmen.

• Læs op for børnene. Det giver dem individuelle billeder i deres hjerner, som er langt mere udviklende med skærmenes præfabrikerede billeder.

• Hjælp børnene med at finde gode videoer og sund underholdning i pagt med hjemmets etik.

2. Pligter og relation til tingene omkring os

Jeg synes, det er OK, at man betaler fra sig fx rengøring i hjemmet. Men på et eller andet niveau tror jeg også, det er sundt for børnene at være med i det huslige arbejde. Værelset skal ryddes op. Opvaskemaskinen skal fyldes og tømmes. Gulvet skal støvsuges eller vaskes. Toiletterne skal vaskes. Græsset skal slås. Disse opgaver kan børn tage del i. Det er opgaver, vi løser for fællesskabets skyld. Det er praktisk kærlighed til de andre.

Jeg taler ikke for et bestemt renligheds- eller oprydningsniveau. Det skal heller ikke være i urimelig grad; men fx et kvarter om dagen.

• fordi der er tale om reelle behov, for at et hjem kan fungere,
• fordi det oplærer både drenge og piger til at gøre husligt arbejde,
• fordi det giver sundt selvværd at udfylde en reel funktion,
• fordi det markerer, at et hjem er et fælles projekt, hvor alle behøves,
• fordi de travle forældre har brug for lidt aflastning.

Hartmut Rosas pointe om at være i relation til tingene er vigtig. At lave bolledejen. At gøre sig umage med tegningen. At hugge brænde. At lave blomsterbuketter. At ordne sin cykel. At øve sig i at sparke straffe. Der er ofte besvær ved den slags; men det kan overvindes, og både børn og voksne kan finde en umiddelbar glæde ved at relatere til den fysiske verden.

Det handler også om at give børn en relation til kunstens verden, bredt forstået. Man gør børn en tjeneste ved af og til at forlange, at de går med på museum eller ser et gammelt slot. Eller at de skal med til en koncert eller opleve en opera. Eller at nu læser far ”en klassiker” for os alle.

Alt dette kommer ikke af sig selv. Der må tages tid til det, og man må motiveres for det. Men det er nogle af oaserne, som kan give holdepunkter i en travl hverdag.

3. Forholdet til forbrug

Vi lever i en tid, hvor børn, teenagere og unge er blevet en meget væsentlig forbrugergruppe – enten i kraft af et selvstændigt forbrug eller i form af det, forældre, bedsteforældre og andre køber til dem. Det er vigtigt, at vi forholder os realistisk til denne dominerende tendens. Vi kan naturligvis ikke melde os ud af den tid, vi lever i. Men vi kan forholde os bevidst og kritisk til den.

Dette handler primært om vores eget forhold til penge og forbrug. Børnene tager uvægerligt ved lære af os voksne. Det er håbløst at forsøge at præge dem til en anden holdning end den, vi selv udviser. Hvis vi altid skal have det sidste nye, og hvis vi i høj grad lader os påvirke af reklamerne, bør vi ikke undre os over, at vores børn gør det samme.

Børns lykke er ikke ligefrem proportional med mængden af ting, de ejer. Hellere give børnene forholdsvis få kvalitets-ting, som de virkelig bliver glade for, end tusind slags ting og sager, som dels gør børneværelset uoverskueligt, dels går alt for hurtigt i stykker.

Meget gavmilde bedsteforældre kan man opmuntre til at give til børneopsparingen og så skære lidt ned på fødselsdags- og julegaverne.

Vi lever i en tid, hvor forbruget er blevet så stor en del af menneskers identitet, at vi bør gøre noget for at imødegår denne stærke trend og satse på de værdier i livet, som er langt vigtigere: Personligt nærvær, ubetinget kærlighed og autentisk involvering. Disse værdier koster i øvrigt ikke penge; men de koster som regel tid og personlige ofre. Dem må vi så yde – vel vidende, at gevinsten efter kampen er værd at ofre noget for.

For de gode holdepunkter i en fragmenteret hverdag er:

• relationen og kærligheden til de andre mennesker
• relationen til tingene omkring os, både hverdagens og kunstens ”ting”
• relationen til det, der er større end os selv og tingene, nemlig Gud; altså troens verden.

(1) Kristeligt Dagblad den 13.10.2016.