16.10.2018

Børneklub i missionshuset er kedelig! Del 2

Der er ingen tvivl om, at venskaber og relationer betyder meget – også for børn. Det er lettere at deltage, hvor der er gode relationer. Derfor er det let at forstå, at din søn gerne vil være med, hvor de fleste af hans venner er.

Det giver så et dilemma, som du så fint beskriver. Som jeg forstår dit spørgsmål, vil du gerne have din søn til at komme i missionshusets børneklub, da denne teologisk er på linje med dit eget ståsted.

Som jeg læser dit spørgsmål, er din søn godt kendt med missionshuset som et sted, hvor I alle kommer, så stedet er ikke ukendt for ham.

 

Tag en snak med børneklubbens ledere

Din søn giver udtryk for, at det er kedeligt at gå i missionshusets børneklub. Jeg bliver nysgerrig på, hvad der ligger i, at det er kedeligt, og om det kan stikke dybere. Skyldes det mon, at han ikke kender så mange andre i klubben og derfor føler sig utryg? Oplever han at blive drillet, eller er der andet, der udfordrer ham i klubben på en eller anden måde?

Ud over alle de gode råd og refleksioner, som var med i første svar, vil jeg anbefale at tage kontakt til lederne i børneklubben og tage en snak med dem om, hvad de observerer og oplever omkring din søn. Ser det ud som om, han keder sig, når han er i klubben? Deltager han i aktiviteterne? Er han sammen med de andre børn? Isolerer han sig? Føler han sig set i klubben?

Hvis din søn i øvrigt er godt tilpas i klubben, ud over at han giver udtryk for kedsomhed, så er det også ok at udfordre lederne i klubben. Tag en snak med lederne om, hvad der kunne være med til at motivere din søn til at synes, at det er godt og spændende i klubben. Fortæl, hvad han godt kan lide at lege eller lave. Jeg er sikker på, at lederne vil strække sig langt for, at din søn må finde sig godt tilpas i klubben.

 

Deltag gerne aktivt

Når I sammen kommer i missionshuset til fx en fællesaften for alle aldre, så tag også kontakt til lederne af børneklubben, så jeres søn ser, at I også snakker med lederne der. Det er med til at styrke din søns relationen til lederne, hvis lederne også uden for børneklubbens rammer ser og snakker med din søn.

Hvis intet af dette hjælper på situationen, så overvej, om du evt. selv kunne være leder i børneklubben i en periode af kortere eller længere varighed. Hvis du selv er med som leder, vil din søn sikkert også gerne være med. Med dit eget engagement vil din søn se, at du finder det at gå i klub så vigtigt, at du gerne vil bruge tid på det. Det vil sandsynligvis styrke hans motivation for at deltage.

Annoncer
Tilmeld dig vores nyhedsmail og få de vigtigste nyheder fra familiearbejdet.