Samarbejde er et positivt ord, som vi glæder os over at konkretisere, både på arbejdspladsen og i familien. Uden et samarbejde, bliver livet rigtig vanskeligt – især i hjemmet. Forældre, der ikke kan samarbejde, kan heller ikke få en familie til at fungere.
Alligevel er et samarbejde i familien ikke godt nok på sigt. Der må mere til, hvis det enkelte familiemedlem skal udvikle sig positivt og livsbekræftende. Der må et fællesskab til.
Stor forskel
Måske kan det lyde som ordkløveri, men der er meget stor forskel på samarbejde og fællesskab.
At samarbejde er ikke det samme som at have en kærlighedsrelation – der behøver slet ikke ligge følelser og respekt bag. Det er for eksempel sådan, at uanset om vi bryder os om chefen eller ej, så samarbejder vi.
I begyndelsen på et ægteskab, bliver der satset meget på fællesskabet – vi er fælles om alt – men for rigtig mange familier, udvikler fællesskabet sig til kun at være et samarbejde. Efter nogle års ægteskab, hvor der er kommet børn i familien og travlheden har holdt sit indtog, har fællesskabet det med at forsvinde, og samarbejde med at stå alene. Det sker så ubemærket, at mange ikke oplever, at der sker denne ændring, da livet og familien jo fungerer positivt – tilsyneladende på alle måder i hvert fald for en tid.
Hvad er da den store forskel?
I et fællesskab kommer vi hinanden ved på det private plan. Vi interesserer os for, hvad der sker hos den anden under alle forhold. Vi opretholder en kærlighedsrelation. Generelt kan det udtrykkes sådan, at i et samarbejde hedder det "jeg" og i fællesskabet hedder det "vi."
Mærk efter
Hvis du mærker efter, vil du kunne mærke forskellen. Hvis du for eksempel gør rent i huset, fordi det ligger i samarbejdsaftalen, så er der ingen, der kommenterer på det – det bliver mest en selvfølge. Jeg har utallige gange hørt ægtefæller udtrykke frustration over at føle sig som en selvfølge og føle sig ensomme i et ellers velfungerende hjem. Hvis vi kun samarbejder, bliver det altså oftest sådan, at alt hvad vi gør, gør vi alene.
Hvis det derimod sker, hvor fællesskabet er det bærende element, vil der blive udvist taknemmelighed og glæde – og opgaverne vil netop være fælles – for i fællesskabet ser vi hinanden.
Når par kommer til rådgivning, sker det ikke så sjældent, at de mener, at det er den ene, der skal forandre sig. Men hvis det er det, de går hjem med efter samtalen, vil terapien kun blive yderligere et nederlag. Hvis terapien skal lykkes, må de gå hjem med en "vi"-opgave. Der må altså et "vi" til, før et "jeg" kan udvikle sig. Så "vi" smører madpakker, "vi" klipper hæk, "vi" laver lektierne med børnene, "vi" løser konflikter - "vi" skaber et fællesskab.
