I familien og i ægteskabet er vores egne behov og ønsker under konstant pres fra andres behov og ønsker. Vi er dagligt nødt til at sætte os selv til side for at tilfredsstille andres behov i familien.  Hvad enten det er børn, der skal puttes eller have mad lige på det tidspunkt, hvor du selv trænger til at lægge dig behageligt i sofaen med en avis, eller det er ægtefællen der har brug for en samtale lige der, hvor du drømte om en løbetur. Jeg kunne blive ved med at nævne eksempler på situationer, hvor du er nødt til at sætte dig selv til side for at være en del af det fællesskab en familie er og for at være en nærværende ægtefælle.

 I Matt. Kap. 25, 31-46 lærer vi, at vi skal gøre over for vores næste, som vi ville gøre over for Kristus. David G. Benner skriver i bogen ”At vandre sammen”: ”At se sin kone med Guds øjne er en stærk måde ikke bare at se hendes værdi på, men også hendes behov. I det perspektiv ser jeg hendes sårbarhed, hendes smerte og hendes behov. Det er Kristus i hende.”  I ægteskabet og familielivet betyder det, at vi igen og igen må sætte os selv til side for at tilfredsstille de andres behov. Vi bliver dagligt trænet i en tjenende rolle, som Kristus ville det. Da Kristus vaskede fødder på sine disciple inden nadveren, var hans ord til dem også:  gå ud og tjen din næste som jeg tjener jer. Vi har altså mulighed for at blive Kristus mere lig i familielivet og i ægteskabet ved at se og tilfredsstille de andres behov.

I ægteskabet kan vi bygge et åndeligt fundament op ved at respektere hinanden, ved at slippe kontrollen over den anden og ved at være i en sund dialog med hinanden. Respekten ligger netop i at se Kristus i sin ægtefælle og lade det gennemsyre alt, hvad du gør og siger til din ægtefælle. At slippe kontrollen over den andens liv betyder, at du må opgive enhver dagsorden, du måtte have på den andens vegne. Uanset om det gælder forandringer af det praktiske liv eller udvikling på et åndeligt eller psykisk plan, kan vi ikke lægge planer for den anden. Vi kan ikke kræve noget af hinanden. Vi kan ønske, og vi kan bede om, men dybest set er det op til den enkelte, om han eller hun vil gøre det, vi beder om. Ansvaret for en forandring kan kun ligge hos Helligånden. Det sidste og vigtige punkt for en udvikling af den åndelige dimension af ægteskabet er en vedvarende dialog imellem dig og din ægtefælle. Vi må lytte aktivt til hvad den anden siger. Det er ikke nok, at vi lytter, mens vi forsætter med at læse avis, ser tv, er på computeren eller på anden måde er fysisk eller mentalt et andet sted. Vi må, hvis vi ønsker at blive sjælevenner sætte os ned, kigge hinanden i øjnene og lytte til hinanden. Vi må være villige til at se os selv og verden på en ny måde og turde gå ind i den forandringsproces, som Helligånden tilskynder os til. David G Benner skriver om det at være sjælevenner, at det er en tilstand, hvor vi som par inderligt værdsætter den anden og derfor ønsker at lære den anden bedre at kende. Vi stiller os oprigtigt til rådighed for hinanden, også selvom det kræver engagement og disciplin.

Hvor det gode ægteskab bygger på evnen til gensidigt at se og dække hinandens behov i en fin vekselvirkning med at kunne bede om hjælp og fungere selvstændigt i en række situationer, kræver familieliv med små børn derimod, at vi helt kan sætte os ud over vores egne behov i svære situationer. Når f.eks. børn vågner om natten, og vi er trætte, eller de bliver syge eller er sultne og skal skiftes på tider, hvor vores energi er lav. I sådanne situationer må vi bede Jesus om hjælp til at være hans hænder i verden – at vi må være den tro tjener, der hjælper vores barn på trods af vores egen udmattelse. Børn kan ikke forventes at skulle klare sig selv, før de har en vis størrelse, og selv når de bliver større, kræver den selvstændighedsproces, de skal igennem en masse støtte og vejledning, som kan forstyrre vores egne behov og umiddelbare ønsker.

Andagtsliv og kirkegang kan fastholde vores fokus på at tjene vores ægtefælle og familien. Og evangeliet leves helt ud, når vi gør det. Det handler om en måde, vi er sammen på, hvor vi følger Kristus. Når vi erfarer det evangeliske liv levet aktivt mellem os, oplever vi et stærkere nærvær og samhørighed. Til Guds ære og til vores gavn.