Børnefamiliers liv er i dag ofte meget fragmenteret, dvs. ”trukket i mange retninger”. Der er meget, man skal og vil. Arbejdet og karrieren skal passes. Fritidsinteresser og venner skal der også være…

Før i tiden var der – desværre – nogle eksempler på, at forældre påvirkede deres børn på dårlige måder. Der kunne være tale om tæsk og verbale overgreb – eller tavshed og manglende nærvær. Heldigvis er de fleste forældre ikke ved at falde i den grøft i dag. Men så er det måske den modsatte grøft, der er problemet, nemlig at man er bange for påvirke, eller at man ikke tør konfrontere sine børn.

Jeg vil gerne spørge, hvordan man bedst forholder sig til børns naturlige udvikling af seksualitet. De udvikler sig jo lige fra de bliver født med ”tilfældige berøringer” og hiv i tissemand osv., senere gennem kønsrollelege mm. i børnehave og videre op i skoletiden. Men hvordan kan vi forældre forholde os på en god måde til denne udvikling, så børnene ikke udvikler skam, samtidig med at vi heller ikke bare lader dem stå og pille sig i numsen til gymnastik eller pille i tissekonen, mens de overnatter hos en kammerat… Hvordan finder vi en balance?

Det er et stort problem, at mange forældre lader små børn styre alt for meget!