”Der er dem, der er uegnede til ægteskab fra moders liv, og der er dem, der er uegnede, fordi mennesker har gjort dem uegnede til det, og der er dem, der har gjort sig selv uegnede for Himmerigets skyld. Lad dem, der kan, rumme det! ” (Mattæusevangeliet kap. 19 v. 12)
Så er debatten om forholdet mellem kirken og de seksuelle minoriteter for alvor brudt ud igen. Jeg mærker på mig selv de stærke følelser, som debatten vækker. Det her handler trods alt om menneskers identitet: Både for bibeltro kristne og for LGBT+-personer gælder det, at det her er en debat om nogle af de centrale ting, der gør mig til mig. Ting der ikke kan holdes i udstrakt arm. Ikke underligt at debatten kan virke så polariserende!
I de her tider, hvor man ofte kan føle sig fanget i en kampzone, som ingen af os egentlig ønsker at være i, er der behov for at blive stille. Ikke være for hurtig til at tale. Bare lytte. Og jeg tror der særligt er én, vi har brug for at lytte på i disse tider: Nemlig Mesteren selv. Han, hvis ord så ofte bliver taget til indtægt på begge sider af kampstregen, er nemlig altid forbavsende upartisk. Han overrasker os altid, uanset vores politiske og religiøse ståsted.
I disse vers fra Matthæusevangeliet taler Jesus om dem, der fødes eller gøres ”uegnede til ægteskabet”. I grundteksten bruges faktisk ordet ”eunuk”, altså en kastrat. Det er omdiskuteret, hvem Jesus egentlig har i tankerne her, men ud fra konteksten må betydningen være bred. Han taler om interkønnede, der bliver født med amputerede eller tvetydige kønsorganer. Han taler om aseksuelle. Han taler om homoseksuelle. Måske taler han også om kønsdysforikere, der fortvivles over at føle sig fanget i den forkerte krop.
Bemærk hvor befriende neutralt Jesus omtaler disse mennesker. Han ser dem ikke som nogle stakler, et mislykket skaberværk fra Guds hånd. Han bruger dem heller ikke blot som evidens til et argument for en ny, samfundsomstyrtende kønsideologi. Han gør noget langt bedre: Han ser dem. Italesætter deres situation. ”Jeg ved I er her”, siger den inkarnerede Gud til alle LGBT+-personer, ”I mine øjne er I ikke mærkelige. I har jeres naturlige plads i Guds skaberorden.”
Jeg tror ikke noget værre kan overgå et menneske end følelsen af at befinde sig kuldsejlet på kaosvandene, uden for ordenens faste grund. Vi kan bære al lidelse, hvis vi bag smerten finder en mening, en orden. Det er derfor en helt central del af angstbehandling er at skabe orden og struktur i hverdagen, så den indre følelse af kaos kan få stabile rammer. Vores kønsidentitet er en af vores basale orienteringsmekanismer i verden, så hvis den ikke kan få fast grund under fødderne, må det være en angstfuld oplevelse uden lige. LGBT-bevægelsen har formået at give mange mennesker et sprog og et fællesskab, der kunne skabe mening og orden i deres oplevelser, og for det skal den have tak.
Jesus gør netop det samme. Jeg kan godt forstå, at mange LGBT-personer fortvivler, når de læser skabelsesordene: ”i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem” (1 Mosebog kapitel 1 v. 27). Derfor er jeg så taknemmelig for, at Bibelen ikke stopper her. Jesus viser os, at skabelsens binære orden ikke er en totalitær orden, der ikke kan rumme afvigelserne. Det betyder ikke, at der er noget galt med ordenen. Den skal vi holde fast i. Men hvad Jesus viser er, at dem der føler sig uden for denne orden ikke er tabt i kaosvandene, et mislykket skaberværk fra Guds hånd. Nej, de er værdige og dyrebare individer, der bærer Skaberens billede fuldt ud på lige fod med alle ciskønnede. De er ikke en fejl. De er ikke et problem, der skal løses. De har en vigtig plads at udfylde i Guds skaberorden.
Debatten må naturligvis fortsætte, for vi har endnu meget vigtigt at lære af begge sider. Men tro ikke, at dette er en kamp mellem kirken og LGBT-bevægelsen. En kirke der holder fast i en totalitær orden uden plads til afvigelser, lever ikke i efterfølgelse af sin Herre, ligeså lidt som den kirke, der ikke tør tale imod tidens overdrevne dyrkelse af det normopløsende. Kirken bør derimod være et sted, hvor de, der af den ene eller den anden grund ikke kan rumme ægteskabet (Matthæusevangeliet kap. 19 v. 12) eller finde sig til rette i sin kønsidentitet, kan finde fællesskab, kærlighed og mening.
Jesus var ikke bange for at træde ud på kaosvandene. Han vidste vi havde brug for at blive mødt af ham netop dér. Nu siger han til alle os: ”Følg mig!” (Markusevangeliet kap. 2 v. 14). Tør vi følge med?
