Det er et stort problem, at mange forældre lader små børn styre alt for meget!

Denne vurdering baserer jeg på møder med mange forældre. Men også på en række bøger om børneopdragelse, som er udkommet de sidste par år. En række fageksperter har set tendensen og råbt vagt i gevær. Det gælder fx Ulla Dyrløv med bogen Pilot for dit barn (2014), Michael Winterhoff med Hvorfor bliver vores børn små tyranner? (2014) samt John Aasted Halse med Den nødvendige opdragelse (2015), og flere andre bøger kunne nævnes.

  Kort fortalt handler det om, at vi har haft periode siden ca. 1968, hvor den antiautoritære opdragelse har domineret. Jeg mener, at det opgør med gamle børneopdragelses-doktriner, som den antiautoritære pædagogik repræsenterede, var nødvendigt. Og det er godt, at forældre har fået øjnene åbnede for børns kompetencer og ligeværdighed.

  Men jo længere den antiautoritære bølge har domineret, desto tydeligere er det blevet, at modpolen har manglet, nemlig den voksnes evne til at være voksen, fast og styrende. Det er katastrofalt, at denne pol har manglet, og det er på høje tid, at vi får rettet skuden op. Først og fremmest for børnenes skyld. De lider nemlig under den manglende voksen-fasthed. Men også for forældrenes skyld. De lider nemlig under de små børns alt for store magt, og de slås med konstant dårlig samvittighed, fordi de i praksis alligevel bliver nødt til fx at skælde ud.

  Desværre er problemet ikke mindre i kirkelige miljøer. Tværtimod. Kristne miljøer har det nemlig med at være en anelse forsinkede i forhold til samfundets generelle udvikling. De kristne miljøer var lidt forsinkede i henseende til at tage den antiautoritære opdragelse til sig. Til gengæld er de også senere til at finde ud af, at den for længst er udløbet på datoen. Jeg mener derfor, at der er et særligt behov for at støtte kristne forældre i at være gode, sunde autoriteter for deres børn.

  Inden jeg giver nogle forslag til, hvordan man er en god og sund autoritet, vil jeg opholde mig lidt ved, hvorfor en vending er nødvendig.

De gudskabte forskelle skal fastholdes

Gud har nedlagt en række vigtige forskelle i sit skaberværk. Det gælder fx forskellen mellem Gud og menneske, mellem mennesker og dyr, mellem mand og kvinde, mellem hverdage og helligdage – og forskellen mellem voksne og børn.

  De dæmoniske kræfters taktik i vores tid er at nedrive eller forsøge at udjævne disse gudskabte forskelle. Megen nyreligiøsitet søger at fjerne forskellen mellem Gud og menneske. Evolutionismen fjerner forskellen mellem mennesker og dyr. Lobbygrupper og lovgivning eliminerer forskellen mellem mand og kvinde. Liberale lukkelove fjerner forskellen mellem hverdage og helligdage. Og nogle højtråbende ”opdragelses-eksperter” har i årtier søgt at minimere forskellen mellem voksne og børn.

  Nu er der imidlertid det specielle ved forskellen mellem voksne og børn, at den med tiden skal ophæves. Det gælder ikke de andre forskelle. Meningen er, at barnet skal blive selvstændigt, og at forskellen mellem voksne og børn skal udviskes, fordi barnet selv blive voksen.

  Dette forhold gør det særligt udfordrende at være forældre, fordi man skal være leder af en proces, hvor man gradvist skal afvikle sin egen styring. Men lige så vigtigt som det er, at man afvikler, når børnene er modne til det, lige så vigtigt er det altså, at man ikke afvikler sin autoritet, så længe børnene er små.

  Det drejer sig om, at barnets selvkontrol er lille fra begyndelsen, men skal øges med tiden, mens forældrekontrollen er stor fra begyndelsen, men skal mindskes med tiden.

Netop fordi forskellen mellem barn og voksen – i modsætning til de øvrige forskelle, Gud har skabt – er midlertidig, er det så vigtigt, at vi konstant under børnenes opvækst øver os i den gode fordeling mellem forældrekontrol og barnets selvkontrol. Men det er ikke barnet, der har det primære ansvar for denne fordeling. Det har forældrene.

Den ligeværdige asymmetri

Sund og ægte autoritet – der er noget ganske andet end at være autoritær – er indbygget i det kristne menneskesyn, som rummer en befriende realisme. Det kristne menneskesyn fastholder nemlig to ting på samme tid:

  1) Vi er skabt og opretholdt af Gud med det enorme konstruktive potentiale, der ligger deri – selv i faldets verden – når vi taler om børneopdragelse. Deri ligger både barnets kompetencer og dets ligeværdighed.

  2) Vi er faldne skabninger med de store destruktive potentialer, der ligger deri, og som det er opdragelsens opgave ved hjælp af omsorg og sund autoritet at sætte bom og begrænsninger for. Ikke af hensyn til børnene frelse, men ”bare” af hensyn til vores fælles liv i faldets verden.

  Hertil kommer, at Gud har gjort det sådan, at børn kun langsomt bliver voksne. Det samme lærer udviklingspsykologien os. Børn er dybt afhængige af, at voksne viser omsorg og sund autoritet og langsomt, langsomt op igennem børnene-årene overlader styringen til barnet.

  Derfor bliver den ligeværdige asymmetri et bærende begreb for børneopdragelse på grundlag af det kristne menneskesyn – hvilket i dette tilfælde ligger tæt på almindelig sund fornuft.

Barnet og den voksne er ligeværdige. De er begge mennesker. De er begge skabt af Gud. Der bliver ikke plads til kadaverdisciplin eller noget, der ligner hundetræning. Men der er også en – meget betydningsfuld – asymmetri mellem barnet og den voksne, fordi den voksne har større livserfaring og har en myndighed, der skal bruges til at føre barnet frem til egen myndighed og selvstændighed. Men det er en proces, der tager flere år, og hvor det er uhyre vigtigt ikke for tidligt at overlade for meget ansvar til barnet.

Seende lydighed

På dette grundlag bliver der plads til at tale om – og praktisere – lydighed i opdragelsen. Ikke blind lydighed, men seende lydighed, fordi den vokse ser barnet og respekterer barnet for det, som barnet er, og fordi barnet ser den voksne og respekterer den voksne netop som voksen.

  Barnet kan naturligvis stille spørgsmål og regne med, at der er gode begrundelser for det, den voksne bestemmer. Men der er altså også situationer, hvor især det lille barn skal lære at gøre, hvad der bliver sagt, selv om der ikke er tid til en forklaring, eller fordi barnet ikke er udviklet til at forstå forklaringen.

  Det lille barn har brug for den tryghed, at en voksen, som barnet har tillid til, sætter det gode og hensigtsmæssige igennem. Barnet befries dermed fra belastningen af at skulle bestemme mere, end det er udviklet til. Den pædagogiske kunst består derfor i at mikse det rette blandingsforhold mellem autoritet og frihed, efterhånden som barnet modnes.

Inden børnene er to år

Der findes mange historiske eksempler på, at etik, rammer og grænser har været brugt til at kue individet. Kollektivet satte sig så tungt på den enkelte, at man enten bare måtte rette ind eller også tage et tungt, omkostningskrævende opgør. Det findes der også mange eksempler på i den kirkelige verden. Vi skal ikke mere end 200 år tilbage i Danmarks historie, før det var stafbart ikke at være evangelisk-luthersk kristen, og i visse pietistiske kredse har der indtil for få år siden været en del eksempler på, at samvittighederne er blevet bundet hårdere, end Guds ord giver grundlag for. Menneskebud – fx vedr. påklædning, smykker og sminke – blev gjort til Guds bud.

  Men i dag er problemet – med ganske få undtagelser – det modsatte, nemlig at forældre er alt for tilbageholdende med at efterleve og advokere for en kristen etik samt gode rammer og grænser. Her tænker jeg ikke kun på den etik, som følger umiddelbart af de ti bud, men også på de rammer og grænser, som man sætter i den enkelte familie pga. traditioner eller den voksnes personlige grænser.

  Det er uundgåeligt at sætte sådanne tids- og stedsbestemte grænser og rammer. Det er også godt for børnene at møde dem, blot vi ikke udråber dem til at være ”Guds”, og blot vi ikke glemmer, at mennesker altid er vigtigere end rammer. Det er sundt for barnet at vokse op i en familie med stærke og gode traditioner fx omkring højtiderne. Det er også godt for et barnet at møde fars eller mors personlige grænser for, hvor meget støj og rod, de vil leve med.

  Det vigtige er ikke, at vi udgiver kataloger over, hvad der er sort og hvidt; men at det enkelte forældrepar opøver en ro i maven, så de frimodigt – men også fleksibelt – fastholder personlige og traditionsbundne rammer og grænser. Det er fx helt i orden, at man bestemmer for sit barn, at det skal gå i børneklub. Blot det ikke bliver et ”så siger Gud”, men blot et ”så siger far og mor”.

  Men ét forhold er meget vigtigt her: Den sunde fasthed og styring skal børnene have mødt fra de var helt små, dvs. de første to leveår. Har børnene ikke lært dig at kende som en fast autoritet i den periode, er det meget svært at lære dem det senere. Har børnene til gengæld mærket den grundlæggende tryghed – og naturligvis haft anledning til at protestere imod den – som den voksnes omsorg og styring giver i de to første leveår, bliver det utrolig meget lettere at praktisere god autoritet senere i barnets liv.

Børneopdragelse er voksenopdragelse

Det med rammer og grænser gælder selvfølgelig i særdeleshed i forhold til en sund og sand kristen etik. Her som mange andre steder i opdragelsen er det vigtigste ikke, hvad forældrene siger; men hvad de praktiserer. Det er fx umuligt at lære sine børn at tale sandt, hvis far lyver om børnenes alder, når de skal ind i Legoland (fordi han så kan spare 125 kr.) Al børneopdragelse handler primært om voksenopdragelse. Det handler om, at de voksne er troværdige og efterlever den etik, de sætter ord på over for børnene. Og som minimum indrømmer, når de forbryder sig mod samme etik.

  En del kristne forældre er for tilbageholdende på dette felt. De føler, at de begår overgreb, hvis de i forhold til børnene fastholder en kristen etik og deraf følgende personlige skøn. Lad mig nævne nogle eksempler, hvor forældre – i de fleste tilfælde – frimodigt skal fastholde og gennemtrumfe etiske normer. Mine forslag til konsekvenserne kan naturligvis udskiftes med andre. Jeg taler her om børn op til 12-15 år.

·         Hvis far skønner, at et TV-program er småokkult, kan han frimodigt forbyde børnene at se det.

·         Hvis mor opdager, at 11-årige Sofie har været med til at mobbe Katrine i skolen, kan hun forlange at Sofie skal sige undskyld til Katrine.

·         Selvfølgelig kan forældrene sætte krav om, at børnene ikke bander eller bruger kloaksprog.

·         Forældre kan med god samvittighed forbyde Sofus på 14 år at tage på musikfestival, selv om flere af hans kammerater har fået lov.

·         Hvis Peter på 9 har løjet over for læreren i skolen, kan far følges med ham hen til skolen og støtte Peter i at få talt ud med læreren.

·         Hvis Ida har revet storebrors flotteste fodboldplakat i stykker, kan det være, hun skal skæres i lommepengene de næste tre måneder for at bidrage til, at storebror kan købe en ny.

Mange ting er vigtige i børneopdragelsen; men lad mig nævne tre faktorer, som for mig at se er særlig vigtige, når vi skal være gode autoriteter for vores børn. Det er tid, tydelighed og tålmodighed:

Tid

Den første er slet og ret tid. Det kræver ganske enkelt en vis mængde af tid sammen med børnene at blive og være en sund omsorgs- og autoritetsperson.

  Heraf følger der ikke en lang svada om, at det var bedre i gamle dage, og at kvinderne skal bort fra arbejdsmarkedet, eller at mændene skal have deres arbejdsplads i og omkring hjemmet. Dels havde de gamle dage andre problemer, dels nyder vi alle sammen godt af, at kvinderne er kommet mere ud på arbejdsmarkedet. Men vi er nødt til at forholde os til denne faktor nummer ét i forholdet til vores børn: God børneopdragelse tager tid.

  Børnenes behov er ikke, at vi har aktiviteter kørende med dem dagen lang. Det vigtigste er, at vi som forældre er disponible i et passende omfang. Vi skal være til at få fat i et passende antal timer om dagen. Og så må det enkelte forældrepar finde deres model og have det godt med den. Børn har nemlig mindst af alt brug for forældre, som har evindelig dårlig samvittighed over, at de ikke er nok sammen med børnene.

  Har du – med rette – dårlig samvittighed, så sig dit alt for tidkrævende job op, flyt til en billigere bolig eller drop alle udlandsrejser. Det er så få år, vi har børnene hos os. Prioriter dem. Det fortryder hverken dine børn eller du selv.

Tydelighed

Sund autoritet kommer indefra. Det er ikke noget, du kan tillægge dig som en facade. Det er ikke en rolle, du skal lære at spille. Tydelige forbilleder, læsning af god litteratur, bøn til Gud, samtaler med ægtefællen og megen øvelse, hvor du giver dig selv lov til at ufuldkommen, kan over tid opbygge en form for autoritetsmæssigt selvværd i dig, som dine børn og du selv får stor glæde af. Det kommer indefra som en stolen på, at de værdier, du står for, og som du forsøger at give videre til dine børn, er gode. Og du ved, at alt godt skal der kæmpes for.

  Vi taler ikke om at være en superfar eller supermor. Vi taler ”bare” om at være tydelig, fordi din autoritet er fat i det, du selv er overbevist om. En del af denne tydelighed består i at være konsekvent. Har du sagt at Emilie på 5 ikke får nogen is inden spisetid, så får hun den altså ikke, ligegyldig hvor meget hun skriger. Men husk, at det er bedst at være konsekvent på nogle få udvalgte punkter, hvor du virkelig formår at gennemføre en konsekvens, og så – med god samvittighed – lade det sejle på andre felter.

  Naturligvis gør børnene ikke, hvad du siger uden protest. Sådan er børn. De skal have lov til – i et passende omfang – at få luft for deres protester og spørgsmål; men mærker de, at det, du mener, det mener du, og du kommunikerer det tydeligt, så får de tillid til, at det, du bestemmer, i sidste ende er godt, selv om de ikke kan det lige nu. Tydelige voksne giver trygge børn.

  Endelig skal vi gøre os helt klart, at vores børn hverken kan eller skal overtage alle vores værdier og normer. I sidste ende skal de selv finde vej. Og i nogle tilfælde er vores autoritet den faste mur, de har brug for at spille deres bolde op imod – enten for at antage vores værdier, eller for at antage de stik modsatte. Men selv når de gør det sidste, har vi dog hjulpet dem til selvstændighed ved at være autoriteter for dem.

Tålmodighed

En sund og god autoritet øver sig også i tålmodighed. Vi har ikke fået lige meget af den dyd i vuggegave. Men alle kan øve sig.

  Tålmodigheden er en del af autoriteten på den måde, at autoriteten ofte må tage en laaang tørn for at sætte nogle værdier igennem. Lad mig tage et eksempel: Hjem hos os valgte vi, at børnene – fra de var ca. 5 år indtil de flyttede hjemmefra – skulle hjælpe til i hjemmet med støvsugning, rengøring af vask og toilet samt tømning af opvaskemaskine. Et skema på køleskabsdøren fortalte, hvem der skulle gøre hvad hvilke ugedage. Der gik en del med at vise børnene, hvordan man vasker et WC etc. Der måtte mange påmindelser til, før det blev en indarbejdet rutine. Det var os forældre, der med vores autoritet havde bestemt dette ud fra en tanke om at det at drive et hjem er en fælles opgave, og at det faktisk er nyttigt for børnene at se, at de gør en konkret forskel. Det krævede megen tålmodighed, men vi holdt ud, fordi det var vigtigt for os. Og vi har ikke fortrudt det.

  På den anden side er tålmodigheden også en vigtig modpol til autoriteten. God autoritetsudøvelse handler nemlig ikke om at være en ufølsom principrytter. Tværtimod. Den gode autoritet ved jo, at autoriteten er til for barnets skyld, ikke modsat. Derfor må man nogle gange standse op og tøve.

  Måske kan jeg godt forlange af den ældste, at hun sætter sig en time med lektierne, inden der kan leges. Men måske ikke af den yngste, som har langt mere brug for at få talt dagen igennem, inden lektierne skal ordnes.

  Tålmodigheden er også den, der lærer mig en vigtig egenskab i børneopdragelsen, nemlig at dispensere fra de faste regler. Når jeg kender mit barn, og barnet kender mig, sker der ikke noget ved at dispensere fra reglerne fx pga. sygdom, træthed eller bare lysten til at ”stå af”.

  Det er også tålmodigheden, der konstant skal hjælpe mig til at vurdere, hvor vi er henne på kontinuummet mellem forældrekontrol og selvkontrol, som vi så på ovenfor. Måske er tiden kommet, hvor datteren selv skal afgøre, hvornår hun går i seng. Måske er tiden kommet, hvor sønnen selv skal cykle til skole etc. etc. Lige så vigtigt som det er at holde i fast i styringen nederst på kontinuummet, ligeså vigtigt er det at give slip på den øverst på kontinuummet.

  Og endelig vil jeg nævne, at tålmodighed også rummer en venten på Gud. En tro på hans stærke hånd i vores ufuldkomne børneopdragelse. En fast tro på, at han elsker vores børn og vil dem det godt – selv om han nogle gange tillader mærkelige og smertefulde ting i deres liv.

Til uddybning: Carsten Hjorth Pedersen: Tid til børn. Lohses Forlag 2011.