Overforbrug af mobiltelefonen er helt sikkert en udfordring. Som I selv nævner, er det ikke kun en udfordring i forhold til vores børn, men også i forhold til os selv.
Men alene det, at I stiller spørgsmålet her viser, at I har taget det første vigtige skridt til, at det ikke tager overhånd. Nemlig bevidstheden om, at det kan udvikle sig til et problem.
Hver tredje skoleelev er afhængig
Undersøgelser lavet af Børnerådet viser desværre, at hver tredje elev i 7. klasse er decideret afhængig af telefonen. Så der er bund i jeres bekymring.
Først og fremmest er det vigtigt, at I ikke holder jeres bekymring for jer selv, men deler den med jeres børn. Snak åbent og ærligt med dem om, at vi alle sammen er i fare for at blive afhængige af vores telefon og, at det kræver opmærksomhed, hvis vi vil undgå det.
Jeg vil anbefale jer, at I derudover laver nogle regler for brug af mobiltelefoner i jeres hjem. Reglerne skal selvfølgelig gælde for både børn og voksne! I kan måske lave dem sammen med børnene.
Det er vigtigt, at I som forældre går foran og viser et godt eksempel, så I undgår at blive negative rollemodeller.
Forslag til regler kunne være
• Max 3 timer dagligt på telefonen. Der kan downloades en app, som hjælper jer med at holde øje med tidsforbruget.
• Ingen mobiltelefon ved bordet, når vi spiser
• Ingen mobiltelefon, når vi sidder og ser en film sammen
• Ingen mobiltelefon med i seng
Find evt. selv på andre regler, som passer til jeres familie.
Det er altid nemmere for børn at acceptere begrænsninger, hvis der bliver talt med dem om, hvorfor det er nødvendigt, og hvis de kan se, at det også er noget andre i deres vennekreds skal forholde sig til.
Hvad deler de på telefonen
Et andet stort emne at tage op kunne være hvad børnene søger på, og hvad de sender fra deres mobiltelefon. Alt efter hvor gamle jeres børn er, kan I overveje, om der skal lægges et filter på telefonen, som forhindrer besøg på sider med for eksempel pornografisk indhold.
Det skal selvfølgelig altid gøres i forbindelse med en snak med børnene om det.
Det er også vigtigt at tale med børnene om hvad de sender fra deres mobil. Her kan en god hovedregel være, at de ikke skal skrive eller dele noget, som de ikke ville gøre, hvis de sad fysisk sammen.
Det vigtigste en sund opmærksomhed på problemet og åbne snakke med jeres børn og hinanden om udfordringen.