Det er ifølge Sara Palmqvist Gaarn-Larsen enormt vigtigt, at vi tør tage samtalen om køn og seksualitet med vores børn og med hinanden. Og det er en samtale, som skal præges af nærvær, interesse og respekt

I Herning Bykirke blev der den 28. februar brugt tid på at tale om de svære emner, da der blev afholdt en konference om køn og seksualitet. En af aftenens oplægsholdere var Sara Palmqvist Gaarn-Larsen, der uddanner sig til familie- og psykoterapeut, og som længe har interesseret sig for, hvordan man på en god måde taler med unge om sex og køn.

Ifølge hende undskylder mange voksne sig med, at det er skolens opgave at tale med børnene om sex, mens andre mener, at børn og unge i dag ved meget mere end de voksne. De har allerede set det på nettet, og derfor behøver man som forældre ikke at lære dem noget. Det vidner om, at de voksne har meget svært ved at have den type samtaler både med deres børn og med hinanden. Og det er meget forståeligt, for det er noget, man ikke er vant til.

»Det er noget, som er nyt for alle, også for de voksne, at vi skal til at snakke om de her emner. Og når man ikke er vant til det, bliver det hurtigt en meget grænseoverskridende samtale at skulle tage,« fortæller Sara Palmqvist Gaarn-Larsen.

Hun møder af og til forældre, som siger, at i deres hjem er der plads til, at man kan spørge om alt, og de har sagt til deres børn, at de altid bare kan komme og spørge. Problemet er bare, at børnene nok ikke kommer og spørger af sig selv.

»Når man siger: ‘I kommer bare og spørger’, så er det sådan set børnene, der får ansvaret for, at samtalen finder sted. Men de kommer ikke og spørger. Og slet ikke, hvis de er teenagere. For de er jo også en del af den kulturarv, der fortæller os, at køn og seksualitet er noget, vi ikke taler om,« siger hun.

»Derfor er der brug for, at nogen tør bryde den kulturarv og blive mønsterbrydere. Det er hårdt arbejde og noget, man er nødt til at beslutte sig for at være.«

Overfør ikke skammen
Sara Palmqvist Gaarn-Larsen foreslår, at det første skridt, man kan tage for at blivebedre til at snakke om sex og køn, er at snakke med en anden voksen, som man er fortrolig med. Det kan være en ægtefælle, kæreste eller nær ven.

»I skal begynde at snakke sammen som voksne for at finde ud af, hvad der er i jeres bagage fra barndommen og ungdommen. Det kan måske give svar på, hvorfor disse emner er så svære at tale om. På den måde får man også udviklet et ordforråd for det,« understreger hun.

Samtidig opfordrer hun til, at man taler sammen om, hvad det faktisk vil sige at være en mønsterbryder i denne sammenhæng.

»Det er et problem, at mange af os ikkehar talt mere om køn og seksualitet, da vi voksede op, for det gør, at vi bærer rundt på en meget stor rygsæk af skam. Det bliver skamfuldt at være et seksuelt menneske, men netop at åbne samtalen kan modvirke den skam.«

Derfor foreslår hun, at man taler om, hvor skammen kommer fra, og hvad man selv som barn og ung har oplevet som svært i forhold til at være et seksuelt menneske.

»Hvis man ikke taler om det, risikerer man ubevidst at øse skammen lige over på sine børn. Hvis ens barn kommer og spørger, hvordan man får børn, og man ikke tør tage samtalen, så signalerer man overfor barnet, at det er skamfuldt og ubehageligt at tale om, og at man bliver forlegen over, at barnet spørger ind til det. Så kommer barnet til at føle sig forkert, og så har man straks overført al sin skam til barnet. Og det var jo slet ikke det, der var intentionen.«

Skab tillid
Sara Palmqvist Gaarn-Larsen forklarer, at det er vigtigt, at man har en god relation til sine teenagebørn, for hvis man ikke har en tillidsfuld relation til dem, vil de heller ikke være villige til at åbne op omkring sårbare emner som seksualitet. »Når man skal begynde at snakke om noget, der er rigtig svært at snakke om, så skal tilliden være på plads,« siger hun.

»Det er altid et godt udgangspunkt at styrke relationen til sit barn. Det virker ofte mere naturligt at gå ombord i relationsstyrkelsen med sine små børn, for de opsøger det automatisk. Det gør teenagerne ikke nødvendigvis, for de har deres eget liv. Men det er vigtigt, at vi begynder at bruge tid med vores teenagere. Tag på shoppingtur eller en tur til stranden. Eller måske kan de være med til at ordne noget inde i huset. Det er sådan set lige meget. Pointen er, at teenageren mærker, at man har lyst til at være sammen med ham eller hende.«

Store gryder har også ører
De fleste har hørt udtrykket »små gryder har også ører«, men Sara Palmqvist Gaarn-Larsen udvider det med, at »store gryder også har ører«. Med det mener hun, at teenagere bestemt lytter til, hvad de voksne snakker om hen over hovedet på dem.

»Hvis man er på café, kommer man nemt til at smuglytte til dem, der sidder bagved, hvis de snakker om noget interessant. Det er sådan en evne, vi mennesker har. Vi får lidt større ører, når der kommer nogle spændende emner på banen. Det gør teenagerne også. De lytter, når de er i rummet,« fortæller hun.

»Derfor kan det være en god idé at begynde at tale hen over hovedet på børnene om emner, der har med køn og seksualitet at gøre, for på den måde skaber man et miljø derhjemme, hvor man viser, at de her emner kan vi godt tale om i vores familie. Hvis man for eksempel har læst en artikel om kønsneutrale værelser på efterskoler, kan man som forældre snakke om det hen over maden uden at involvere teenageren. Og selvom han har hovedet langt nede i sin telefon, lytter han. Hvis han pludselig forlader rummet, så ved man, at han slet ikke er klar til det, og det er fint og skal respekteres. Så kan det være, det tager lidt længere tid, før han er klar til at blive involveret i samtalen.«

Drop de gode råd
Mange af de reaktioner, Sara Palmqvist Gaarn-Larsen møder, når hun er ude og holde foredrag om det at tale med unge om sex, drejer sig om, at de voksne er bange for ikke at kunne svare på de unges spørgsmål.

»Der er rigtig mange voksne, som er nervøse for at tage samtalen, for hvad nu, hvis barnet spørger om noget, man ikke kan svare på? For det første er det jo tilladt at indrømme, hvis der er noget, man ikke ved. Teenagere elsker faktisk at få én til at tænke lidt. Og for det andet skal man ikke gå ind i sådan en samtale med det udgangspunkt, at man skal have alle svarene og give gode råd. Hvis man tænker, at man skal belære den unge om noget bestemt, har man fra starten en agenda. Smid det væk! Du skal ikke give gode råd, for det er ikke formålet med sådan en samtale. Det skal derimod være en værdibaseret samtale,»
understreger hun og fortsætter:

»En værdibaseret samtale handler om nærvær, interesse og respekt. Man kommunikerer til sit barn, at man er interesseret i det og rigtig gerne vil høre, hvad det har at sige.
Holdningerne skal lægges lidt til side lige nu. Selvfølgelig er holdninger vigtige, for de unge træder ud i et samfund, som er smækfyldt med holdninger, og de får smidt så meget i hovedet, at de uden tvivl har brug for noget at spejle sig i. Så derfor har de brug for at høre, hvor deres forældre er henne i alt det her. Men i denne situation skal man først være nysgerrig på, hvad ens barn har at sige,« forklarer Sara Palmqvist Gaarn-Larsen.

»De unge har et kæmpestort hvidt lærred, som de ikke ved, hvad de skal fylde på. Og derfor spørger de de voksne om, hvad de mener. På den måde kan de begynde at skrive
på lærredet og finde ud af, hvad de skal tænke og føle. Og det skal man som voksen have respekt for. Man skal gøre sig fortjent til at komme op på deres hvide lærred. Og hvis man kaster sine holdninger i hovedet på dem, så gør man sig faktisk ikke fortjent til det. Hvis man derimod har en værdibaseret samtale, hvor man helt oprigtigt er interesseret i at høre, hvad den unge synes og tænker, så har man en dialog om det, og så kan de have alle deres refleksioner og spejlinger på det her lærred.«

Dette er en artikel fra Impuls nr. 7 under temaet: Køn og seksualitet. Tekst og foto: Heidi Empleo Broe Hansen