Vi ønsker det bedste for vores børn, og vi gør det bedste, vi kan for vores børn. Derfor kan det komme som en overraskelse, når vores børn i teenageårene tilsyneladende helt uden grund, i højere eller mindre grad, begynder at vende sig væk fra os, eller ligefrem tager afstand fra os.

Nogle teenagere reagerer meget voldsomt imod deres forældre. De nægter at rette sig efter deres vejledning, synes, de er pinlige, og bliver vrede over, at forældrene ikke forstår dem. Andre teenagere reagerer ikke så voldsomt, men trækker sig måske fra fællesskabet i familien, dropper aftaler og prioriterer vennerne i højere og højere grad.

Mange forældre oplever det som en stor udfordring, når deres børn bliver teenagere og begynder at reagere på måder, de ikke har oplevet før. Lige meget, hvad vi gør som forældre, er det tilsyneladende ikke godt nok – eller det er decideret pinligt. Vi syntes, at vi kendte vores barn, men nu har de pludselig forandret sig. Hvad er der sket, og hvad skal vi stille op? Hvad kan vi som forældre gøre, for at teenageårene også bliver gode?

1. Husk, at teenageren er i ukendt land

Først og fremmest er det vigtigt, at vi viser forståelse for, at vores teenagere er kastet ud i så voldsomme forandringer, at det ikke bare er os som forældre, der har svært ved at forstå dem. De har også svært ved at genkende og forstå sig selv. Kroppen udvikler sig, og de hormonelle forandringer kan give voldsomme humørsvingninger. Alt sammen noget, de ikke selv kan kontrollere eller styre.

Vi må ikke tro, at vi kender vores børn fuldt ud og ved bedst i forhold til de forandringer, de står i. Tiden er en anden i dag, end da vi var teenagere. Derfor er det vigtigt, at vi stiller åbne spørgsmål, når vi undrer os, og tager os tid til at lytte til vores teenagers tanker og oplevelser.

Konflikter opstår oftest, når det ikke lykkes os at forstå hinanden, så lyt til din teenager.

2. Lad os vove at give slip

Dernæst er det også vigtigt at vide, at teenagernes opførsel ikke er et angreb mod os forældre, men er et udtryk for, at de er i en proces, hvor de arbejder på at danne et grundlag for deres liv ved at gøre sig egne erfaringer. Igennem deres barndom har vi givet dem det bedste, vi kunne. Nu skal de ud og gøre deres egne erfaringer. Mærke, om det bærer – mærke, hvad der bærer.

Teenagerne er i en proces med at give slip på forældrene. Det er helt naturligt, og vi er nødt til at vove at give slip og lade dem gøre deres egne erfaringer. Også når vi kan se eller synes, at den beslutning, de har taget, ikke er den bedste.

Hjemmet er ikke længere det sted, hvor teenagerne ønsker at tilbringe mest tid. I stedet bruger de mere og mere tid med vennerne. Det er altså ikke længere forældrene, men vennerne, der er de vigtigste.

3. Lad hjemmet være et frirum

Det er i høj grad i fællesskabet med vennerne, at identitetsdannelsen finder sted i teenageårene. Det i sig selv er udfordrende for teenagerne, da der ikke er så højt til loftet, når man er sammen med vennerne, som når man er hjemme. Kvajekvoten er ikke ubegrænset. Samtidig er spillereglerne mere upræcise end dem, der er i hjemmet. Tingene bliver sagt indirekte og mellem linjerne og skal hele tiden fortolkes. Det kræver rigtig meget energi og medfører også en høj grad af usikkerhed for de unge at skulle begå sig i. Når de er sammen med vennerne, er de nødt til at være den bedste udgave af sig selv. Ellers risikerer de at blive droppet, at blive sat uden for fællesskabet. Det er noget af det værste, der kan ske for en teenager.

Det forhold, vi har til hinanden i familien, er af en anden karakter. Teenagerne ved, at vi som forældre aldrig kunne finde på at droppe vores børn og sætte dem uden for fællesskabet. De ved, at vi altid er der for dem, og at kvajekvoten er tårnhøj hos os. Derfor kan de slappe af, når de er hjemme. De behøver ikke holde sammen på sig selv. En del af grunden til, at mange teenagere udviser et voldsomt temperament derhjemme, kan altså være, at det er her, de føler sig trygge.

Teenagere har brug for et frirum. Ikke et frirum, hvor de ingen forpligtelser eller intet ansvar har, men et frirum hvor vi er tydelige i vores kommunikation til dem, så de ved, hvilke forventninger og krav vi har til dem, når de er hjemme.

Selv om vores teenagere frabeder sig vejledning, må vi ikke tage fejl af, at de i meget høj grad stadig har brug for os. De øver sig i at stå på egne ben, men de har stadig brug for at vide, at vi er der. Også når de behandler os urimeligt. Som forældre er det vigtigt at finde en god balance, hvor vi vover at give slip uden at blive fraværende, og hvor vi gør, hvad vi kan for at være til stede og være nærværende uden at blive dominerende.

Vi skal vise vores teenagere, at vi stoler på dem og respekterer dem, og at vi forventer, at de respekterer os.

4. Giv ikke for letkøbte svar om troen

Troen fylder meget for mange teenagere, fordi det er så stor en del af deres identitet. De har store overvejelser i forbindelse med at finde deres eget ståsted i forhold til, hvad de tror på.

Det er vigtigt, at vi som forældre tør møde deres tvivl og deres spørgsmål med åbenhed. Tage deres spørgsmål seriøst og lade være med at give for letkøbte svar. Vi må være troværdige og ærlige, også når vi synes, troen er en udfordring. Det kan blive en stor berigelse for vores egen tro at gå ind i den samtale med teenageren. Vi kan også lære meget af vores teenagere, når det handler om at invitere nye med ind i det kristne fællesskab. Det er de ofte meget bedre til, end vi er.

Da vi ved, at vennerne har stor betydning for teenagerne, er det vigtigt, at vi som forældre giver vores teenagere gode betingelser for at være sammen med andre unge kristne. Her kan et ophold på en kristen efterskole være en rigtig god idé.

5. Forsøg at forstå ægtefællens reaktion

Vi kan reagerer forskelligt på vores teenagers opførsel. Men det er vigtigt at være opmærksom på, at det ikke kommer imellem os som ægtepar. Når vi ikke forstår eller er uenige i ægtefællens reaktion over for vores teenager, må vi sætte os sammen og bruge tid på at fortælle og lytte til hinanden.

Find ud af, hvorfor ægtefællen reagerer, som han eller hun gør, og vær også villig til at fortælle, hvorfor du reagerer, som du gør. Brug tid på at blive enige om, hvordan I ønsker at agere over for jeres teenager, og hvilke grænser I vil sætte.

Det vil ikke alene være godt for parforholdet; det vil også være godt og trygt for teenageren at mærke, at vi står sammen. Også i tiden som teenageforældre.