Nogle kristne føler en pligt til at fortælle homoseksuelle og transkønnede, hvordan de bør leve. Men langt de fleste skal bare koncentrere sig om at vise kærlighed, respekt og ligeværd, mener forfatter og teologistuderende Jacob Munk Rosenlund.

Der har i flere år været stor offentlig opmærksomhed omkring, hvad man med en fællesbetegnelse kalder LGBT+-relaterede emner. LGBT+ er en betegnelse, der dækker over personer, som bryder med de traditionelle normer for køn og seksualitet, og begrebet omfatter således både homoseksuelle, transkønnede og andre minoriteter. Det store fokus har efterladt mange kristne i et vanskeligt dilemma. For hvordan taler man kærligt og respektfuldt om og til for eksempel homoseksuelle og transkønnede, samtidig med at man ønsker at fastholde et sundt og bibelsk syn på køn og seksualitet?

Det letteste er slet ikke at sige noget, men det er ofte en dårlig løsning, fastslog forfatter og teologistuderende Jacob Munk Rosenlund, da han lod sig interviewe på scenen ved konferencen om køn og seksualitet i februar. Jacob Munk Rosenlund var med til at kvalificere debatten, da han i 2019 udgav bogen En langt bedre vej – En ny retning for debatten om køn og seksualitet på forlaget Credo. Siden udgivelsen har han ivrigt forsvaret det bibelske syn på køn og seksualitet, samtidig med at han internt i de konservative kristne miljøer har ønsket at nedbryde fordomme og tale LGBT+- personers sag.

Skabt i Guds billede
På konferencen tog han udgangspunkt i den bibelske skabelsesberetning, hvor det fremgår, at Gud skabte mennesket i sit billede som mand og kvinde.

»Da skabelsesberetningen blev skrevet ned, blev udtrykket at være ‘i en guds billede’ ofte anvendt om den mandlige leder i toppen af samfundshierarkiet, så det var ikke et ukendt begreb. Men det var et radikalt budskab, at hele menneskeheden, både mænd og kvinder, skulle have den autoritet og status, der ligger i at være ‘i en guds billede’. Det er noget, Bibelen bringer frem som et stærkt udtryk for ligeværd,« siger Jacob Munk Rosenlund.

»Samtidig viser det, at vores kald til at afspejle Gud er forbundet med, at vi er kønnede – at vi er mand og kvinde. Derfor tror jeg, det er vigtigt at holde fast i, at der er de to køn, mand og kvinde. Til gengæld har Bibelen meget vide rammer for, hvad det vil sige at være mand og kvinde. Måske endnu videre end i dag,« siger han og nævner den kvindelige dommer Debora fra Dommerbogen som et eksempel på en kvindelig helt, som indtog en rolle, der både dengang og i dag oftest forbindes med mænd.

Fra teori til gode liv
Jacob Munk Rosenlund mener således, at Bibelen hverken er kvindefjendsk eller kønsforskrækket. Tværtimod! Men han påpeger, at den del af den kristne kirke, som fastholder en klassisk kristen etik, har fået et troværdighedsproblem. Ikke fordi Bibelen ikke taler sundt og sandt, men fordi mange ikke længere opfatter en klassisk kristen etik som en god levevej, hvis man for eksempel er transkønnet eller homoseksuel.

»Hvis vi skal gøre kirkens klassiske holdninger troværdige i dag, kræver det, at vi inviterer kristne LGBT+-personer frem i lederskab, op på talerstole og ud i vores fællesskaber, så man kan se, at den kristne etik ikke bare er teori, men at den kan lede til gode liv.

Derved giver vi også unge, kristne LGBT+-personer nogle at spejle sig i,« understreger han.

»Og så tror jeg, at vi en gang imellem skal lade os anfægte på en sund måde. Så vi er nysgerrige og åbne, og så vi ikke trækker os fra samtaler, hvor vi mærker, at vi kommer i tvivl. Det, der tit går galt i de her samtaler, er, hvis vi føler os så sikre, at vi aldrig lader os berøre af andres synspunkter. Det får os til at fremstå utroværdige.«

Værst når ingen siger noget Mange LGBT+-personer oplever ifølge Jacob Munk Rosenlund, at det er svært at være i de kristne fællesskaber.

»Hvis en homoseksuel eller en transkønnet træder ind i et af vores fællesskaber, er det fantastisk og en kæmpe gave til alle! Vores opgave i den situation er ikke anderledes, end når enhver anden træder ind ad døren. Vi skal møde ethvert menneske med kærlighed, respekt og ligeværd. Desværre bliver LGBT+-personer ofte mødt, som om de kom fra en anden planet, « siger han.

En af årsagerne, mener han, kan være det store offentlige fokus på, at man skal sige det rigtige og bruge de rigtige ord, hvis man vil undgå at krænke nogen.

»Jeg er stor fortaler for, at man skal vise respekt, men jeg er bange for, at denne korrekthedskultur fører til tabuisering. For hvis det er så let at træde ved siden af, og hvis konsekvenserne er så hårde, at man kan miste både karriere og anseelse, når det sker – så er det meget nemmere slet ikke at sige noget. For de LGBT+-personer, jeg taler med, er det værste dog ikke en samtale, hvor nogen får sagt noget dumt eller ubetænksomt.

Det er meget værre, når ingen siger noget, hvis man for eksempel er sprunget ud foran sit kristne fællesskab eller har udtalt sig offentligt i en artikel, som man ved, at folk har læst. Derfor har vi ikke brug for en korrekthedskultur, men i stedet en åbenhedskultur og en respektkultur, hvor vi tør være åbne og nysgerrige over for hinanden,« siger han.

På skolebænken
»Men vi skal ikke være politibetjente! Nogle kristne føler en næsten guddommelig pligt til at fortælle, hvordan de mener, at man ifølge Bibelen bør leve, hvis man for eksempel er transkønnet eller homoseksuel. Det har rigtig mange slået sig på, og det kan jeg sagtens forstå. Jeg ville heller ikke bryde mig om, hvis mennesker, jeg ikke kendte særlig godt, pludselig kommenterede på min kønsidentitet eller på mit forhold til min kone. Det er dybt personlige forhold, som ikke alle og enhver skal komme og påtale. Kun i de allernærmeste relationer kan man tage den slags samtaler, « siger han.

»I det store kristne fællesskab skal man sætte sig fri for den følelse af pligt til at skulle vejlede nogen. For hvis man er heteroseksuel og ciskønnet som jeg, har man i bund og grund ikke rigtig noget at vejlede med. Vi forstår ikke det her. Vi er dem, der kigger udefra og har brug for at komme på skolebænken og lære en masse af de mennesker, der har erfaret det.«

Sænk skuldrene og elsk
»Jeg holdt engang et oplæg sammen med en ven, som selv har en regnbue-seksualitet. Han mente, at mange LGBT+-personer blev skræmt væk fra de kristne fællesskaber, fordi de oplevede igen og igen at få påtalt deres seksualitet. Men han var faktisk
ikke imod, at der skulle formanes, for formaning er et vigtigt bibelsk begreb, og kritiske spørgsmål er vigtige for relationer. Han fortalte, at dem, der virkelig kunne udfordre ham, så det fyldte noget, var dem, der elskede ham og elskede ham og elskede ham. Og så spurgte de måske, om han havde tænkt over, hvad der står om homoseksualitet i Romerbrevet kapitel 1, og så elskede de ham endnu mere bagefter. Det overbeviste mig om, at de svære samtaler skal tages i relationer, der er så trygge, at vi føler os set, accepteret, hørt og elsket. Og kun i de relationer! Så må vi andre sænke skuldrene og koncentrere os om at elske,« siger han.

»Hvis det så alligevel er mig, der er så tæt på vedkommende, at jeg kan tage den svære samtale – så vil jeg stadig være opmærksom på at holde mig på min egen banehalvdel. Jeg tror, jeg vil sige: ‘Jeg læser det her i Bibelen. Hvad tænker du om det?’ Selvfølgelig skal jeg også bringe mit perspektiv i spil, men jeg vil hele tiden fastholde ydmygheden, at jeg er parat til at lære noget af det menneske, der står midt i det, og som har en langt dybere erfaring, end jeg har,« understreger han.

Dette er en artikel fra Impuls nr. 7 under temaet: Køn og seksualitet. Tekst: Ole Noermark Larsen. Foto: Heidi Empleo Broe Hansen