Spørgsmål

Opstandelse er nyskabelse

I forbindelse med et dødsfald i familien er jeg blevet opmærksom på en detalje, som jeg ikke tidligere har tænkt over. I min del af familien, hvor de fleste bekender sig som kristne, er der udbredt enighed om, at kiste-begravelse er det mest rigtige og naturlige. Men i den anden gren af familien, hvor de ikke er så kirkeligt aktive, går de fleste ind for kremering. Jeg ved, at kremering bliver mere og mere udbredt, men er det udelukkende et spørgsmål om følelser og traditioner, eller er det et spørgsmål, som Bibelen forholder sig til? Hvorfor foretrækker nogle det ene frem for det andet?  

Svar

Opstandelse er nyskabelse

Det korte svar er, at Bibelen ikke udtaler sig om spørgsmålet. Den almindeligt brugte begravelsesform i den bibelske kultur var at blive begravet (hvor klimaet hurtigt fjernede alt kød, så man evt. kunne samle knoglerne sammen i et skrin, så der blev plads til nye). Men der er intet forbud mod andre former. Det er helt tydeligt ud fra Bibelen, at vores stilling efter døden og på opstandelsens morgen er fuldstændig uafhængig af vor døde krops beskaffenhed. Havet skal give de døde tilbage. Jorden skal de begravede opstå fra. Kroppen er helt uden betydning ved opstandelsen, der er en nyskabelse ud af intet.

 

At mindes den afdøde

Derimod kan man sige, at Bibelen på en måde udtaler sig om vores forhold til de afdøde. De skal på ingen måder tilbedes som ånde-guder eller noget i den retning. Men de skal mindes med taknemmelighed og respekt. Familie og slægt har betydning. Så man kan forsigtigt sige, at for de fleste kristne vil det være naturligt at have et sted, hvor man kan gå hen og mindes den afdøde. Om det så er et gravsted med en kiste i eller et urnegravsted eller noget tredje, kan vel være lige godt. Dette tror jeg spiller ind, når mange bekendende kristne, som du selv nævner det, foretrækker et stort gravsted med blomster og sten og det hele: altså en kistebegravelse. Men det har alene betydning i forhold til at mindes den afdøde.

Det skal tilføjes, at for nogle kristne betyder det noget, at de selv kan vælge den sidste hilsen, der skal stå på deres gravsten – fx et bibelvers. På den måde vil de gerne aflægge det sidste vidnesbyrd for alle, der kommer på kirkegården.

 

Baggrunde for at vælge kremering

Når kremering bliver mere og mere udbredt, skyldes det vel flere ting. For nogle er det måske en vis berøringsangst i forhold til det med død. At have et gravsted at passe, virker også uoverskueligt for mange i vores mobile samfund, hvor man muligvis bor langt væk fra den relevante kirkegård. Nogle gør det af pladshensyn: vi kan ikke blive ved med at udvide kirkegårdene. Dette er nu ikke så relevant i Danmark, hvor næsten alle kirkegårde i dag har god plads. For nogle er det et valg, de selv foretager inden deres død. Her kan det fx skyldes den ubehagelige tanke om at rådne op og blive gennemboret af orme. Selv om al logik siger, at man slet ikke på nogen måde selv oplever det, kan tanken for nogle være afskrækkende, hvorfor de foretrækker at få det overstået i form af kremering.

For nogle af dem, hvis verdensbillede ser ganske anderledes ud end for os kristne, kan det at kunne sprede den afdødes aske ud over fx havet eller op i vinden have en religiøs betydning. Er ens religiøse overbevisning, at alt i naturen er besjælet og at man ved sin død skal vende tilbage til resten af naturen/universet, kan det symbolsk set virke langt bedre at sprede asken end at lægge et lig i jorden til forrådnelse. Samme begrundelse kan få nogle til at foretrække en begravelse (der så af praktiske årsager må være en urne) i en skov. Man kan sige, at for mange bekendende kristne er det oplagt at mindes deres kære på en kirkegård – tæt på kirken, eller i hvert fald på kirkens område. Dette kan så ske både ved kistebegravelse og urnenedsættelse. Omvendt vil personer med anden religiøs overbevisning måske netop gerne undgå den tætte berøring med kirkens domæne – og det er svært, hvis man ønsker en kistebegravelse.

Annoncer
Tilmeld dig vores nyhedsmail og få de vigtigste nyheder fra familiearbejdet.