Hvordan kan vi som kristne leve ansvarligt?

Spørgsmål

Har jeg som kristen et særligt kald til at købe økologisk, lokalt og fairtrade og i øvrigt leve et minimalistisk liv. Eller er jeg i stedet fri til ikke at bekymre mig så meget?

Det er vigtigt med gode trædesten, når vi skal vælge hvordan vi vil forholde os til spørgsmål omkring forbrug og livsstil. For der gives ingen klare svar, kun retningslinjer.

Svar

Du spørger ind til et område, hvor der er stor mulighed for forvirring. De såkaldte eksperter er ofte uenige. Der er mange meninger, men ganske få ting, alle er enige om. Vi har brug for nogle sten at stå på. Jeg vil dele tre træde-sten med dig. Tre sten, jeg selv har stor glæde af midt i alt dette.

Du er i verden

Vi står midt i den verden, som Gud skabte. Gud skabte os mennesker til at elske ham og hinanden og til at forvalte hans verden. Så det er helt sikkert: jeg er kaldet til at leve mit liv i kærlighed til Gud og medmennesker og til at passe godt på Guds natur.

Du er i Kristus

Som kristen er jeg tæt forbundet med Kristus. Min frelse er ikke afhængig af, hvor godt eller skidt det går for mig med at elske og forvalte. Kristus har betalt for mig. Kristus har givet mig sit fuldkomne liv. I denne tryghed kan jeg leve. Og naturligvis indebærer dette liv at prøve at leve i kærlighed, og bekende hver gang, det ikke lykkes – og igen glædes over Guds nåde.

Du er i menigheden

Jeg er (og jeg gætter på, at det sikkert også gælder dig) i en dansk, luthersk kirke. Som luthersk kirke har vi syn for, at vort samfund er en Guds gave til at give os et trygt sted at leve. Ikke et ufejlbarligt samfund, men et samfund, vi adlyder og støtter op om, så længe det ikke går direkte imod Guds klare bud. Så lad os aktivt støtte op om de ting, samfundet lægger op til på dette område: sortere affaldet grundigt, skære ned på forbrug af plastikposer osv. Vores menighed lægger måske også op til nogle ting – så kan vi støtte dér også.

Du er på Herrens mark

Gud har en stor mark, hvor vi kan arbejde med vores kærlighed. Vi er vant til at ”vores” tid og energi og penge ikke er privat-eje. Det er noget, Gud har givet os, for at vi sammen med ham skal glædes og gøre andre glade. Som kristne er vi vant til at hjælpe andre - gennem bøn, givertjeneste, frivilligt arbejde osv. I de senere år er det blevet tydeligt, at klimaændringer truer mange fattige mennesker og meget af Guds natur. Så det er oplagt for vores kærlighed også at være bevidst på dette område. Hvordan vi så hver især helt konkret skal gøre det, kan INGEN give os et facit på, ligesom ingen kan fortælle os, at vi skal give så og så mange penge og så og så lang tids forbøn til netop ét af de utallige andre gode formål, der findes. Her må vi hver især snakke med Gud og hinanden og finde en vej frem. Vi har udgivet en video (se den på imedia.dk/undervisning), hvor to af vore medarbejdere fortæller, hvad de gør konkret for klimaet. Ikke som nogen facitliste, men bare til inspiration. Klimaområdet er ret uoverskueligt. Vi kan virkelig opleve os på ”Herrens mark” i den almindelige betydning: vi er et sted, vi virkelig ikke føler, at vi kan overskue. Men vi er stadig på Gud Herrens jord og han går med os! Til livredning lærer vi, at det værste, man kan gøre er: ingenting. Så hellere gøre noget, selv om man ikke er sikker på, at det er det absolut bedste, man gør.

Nogle vigtige ord

Du bruger ordene ”minimalistisk liv” og ”fri til ikke at bekymre mig så meget”. Det er for mig at se nogle virkelig vigtige ord ind i denne sammenhæng.

1. ”Minimalistisk liv”: For mig at se, er der ingen tvivl om, at årsagen til de ting, vi betegner som ”menneskeskabte klimaforandringer”, er en del af en større sammenhæng. Denne sammenhæng vil jeg kalde ”Forbrugersamfundet”. Det er en meget kompleks sag at tage fat på og det følgende bliver meget generelt og uden detaljer. Jeg tænker, at vi kan sige det på denne måde: syndefaldet fik indflydelse på vores tilgang til det med at forvalte Guds natur. I stedet for at gøre det i respekt for Guds natur og på en måde, der gavnede alle mennesker lige meget, brød egoismen igennem. Det blev til alles kamp mod alle. Uretfærdighed, rovdrift, hensynsløshed osv.… Jesus advarer gang på gang mod vores syndige begær efter hele tiden at få mere og mere til os selv. Han kalder det at tilbede en afgud ved navn Mammon. Denne afsporing i vores liv er skyld i, at så mange mennesker op gennem alle tider – og sandelig også i dag – lider under fattigdom og undertrykkelse i mange former. Som kristne er vi kaldet til at leve efter et andet ”skema” som der egentlig står i Rom 12,2 direkte oversat: “Vær ikke skematiseret med denne verden”. Vi har Gud ske lov et andet skema, et andet værdisæt. Det handler om langt mere end bæredygtighed. Det handler om forbrug. Allerede for mange år siden formulerede nogle kristne et manifest, der hed: ”Vi forpligter os til at leve ud fra en enkel livsstil”. Enkelt – ikke så meget som muligt, men det, der er brug for. Det kald ser jeg også som yderst relevant, når vi taler klima: Lad os prøve at leve enkelt og ikke overforbruge (hvordan vi så ellers kan definere det).

2. ”Frihed fra bekymring”: Måske lægger jeg mere i disse ord, end du har gjort. Men for mig at se, er der mindste to slags bekymringer, det kan være relevant at tale om her.

Da vi er i Kristus, er vi fri fra den bekymring, der kan lyde inden i os: ”Du kan ikke leve op til at være en god kristen, som Gud kan lide. For du gør ikke nok mht. klima!”. Som skrevet ovenfor, så er vi i Kristus og har INGEN grund til denne bekymring. Den skal vi afvise med evangeliet!

Den anden bekymring er kærlighedens bekymring. Det er blandt anden den, der driver os til forbøn. Nogen eller noget, vi elsker, har brug for Guds hjælp. Vi bekymrer os for dette og derfor beder vi Gud hjælpe dem! Og beder vel også om, at hvis Gud kan bruge os til at hjælpe, så må han vise os det. Denne bekymring bliver vi aldrig fri for på denne jord. Heller ikke på klima-området. Men vi må lade Helligånden hjælpe os med at administrere alle disse bekymringer inden i os. For ingen af os kan magte at gøre en masse ved dem alle. Sammen med Helligånden – der ofte også bruger vores samtaler med andre kristne – må vi finde en vej, hvor vi har nogenlunde ro i, at vi gør noget ved de kærlighedens bekymringer, som Gud for tiden lægger hen til os. Og så må vi lade mange andre ligge. Eller i hvert fald nøjes med at give dem ganske lidt. Måske er du i en situation, hvor bekymringer omkring klimaets effekt på naturen og de fattige ikke skal have så stor plads i dit liv, så du har mere plads til andre af de mange vigtige kærlighedens bekymringer.

 

 

Annoncer
Tilmeld dig vores nyhedsmail og få de vigtigste nyheder fra familiearbejdet.