Hvor meget skal vi give til missions- og hjælpeorganisationer?


Spørgsmål

Vi har altid givet penge til forskellige missions- og hjælpeorganisationer. Men hvor meget skal vi give? Og kan vi overhovedet give nok?

Hvordan finder vi en god balance mellem det, vi skal give og det, vi må beholde til os selv


Svar

Givertjeneste er forvaltning af Guds gaver

Givertjeneste er et vigtigt men udfordrende emne at tale om, så tak fordi I tager det op. Først og fremmest er det vigtigt at fastslå, at vi ikke kan sige, hvor meget I skal give. Det, tror vi, er en sag mellem den enkelte og Gud (2. kor 9:7). Vi er alle kaldet til at give, men det konkrete beløb er forskelligt. Vores udgangspunkt er, at alt, hvad vi ejer, er givet af Gud (se fx 5. mos 10:14; 1. kor 10:26 og Sl 50:12). Det betyder, at vores penge i sidste ende er Guds, og at han har givet os ansvar til at forvalte dem til hans ære. Men hvordan gør man det?

Hav tillid til Gud

Jesus taler ofte om forholdet til penge, og nogle steder virker det til, at vi skal give alt væk (Mark 10:21). Men det tror vi er en forsimplet fortolkning. Vi tror, at Jesus taler hårdt imod rigdom, fordi penge nemt kan fjerne vores fokus fra vigtigere ting (Matt 6:21). Jesus udfordrer os til at overveje, hvor vi finder tryghed og stabilitet. Er det i en god opsparing, i friværdien eller hos Gud? Man kan altså sige, at vi skal give så meget væk, at vi ikke sætter vores lid til vores økonomi, men til Gud. Og det kan betyde, at vi må blive som enken i templet, der gav alt, hvad hun havde (Luk 21).

Find den gode balance mellem at give og beholde

Vi tror ikke, at Gud er ligeglad med, hvor meget vi beholder selv. Dette sætter Stuart Townend ord på i sangen “Simple living”, hvor han synger ” Not what you give, but what you keep, is what the King is counting”. Vi kan med god samvittighed beholde noget til os selv. Men som forvaltere må vi vurdere, hvor meget af vores indkomst, Gud har tiltænkt os, og hvor meget han har tiltænkt andre.

Vi står altså i en balance mellem at give så meget væk, at vi sætter vores lid til Gud. Samtidig med, at vi ikke skal forsømme os selv, og give de penge væk, som er tiltænkt os. At finde denne balance tror vi er individuel og kun opnåelig gennem bøn.

At give er en livsstil

I Det Gamle Testamente beskrives det, hvordan Israels folk skal give tiende af det de ejer. Jesus taler ikke imod princippet om tiende, men i stedet for at fastsætte nye regler, kalder han til en givende livsstil, hvor vi fx skal give til dem, der stjæler fra os (Luk 6). Vi kan altså ikke læne os tilbage, når vi har givet en bestemt procentdel af vores indtægt. Men vi må løbende være i dialog med Gud om, hvornår han vil, at vi skal give. Derfor har vi i vores hjem valgt, at tiende er udgangspunktet og ikke endemålet for vores givertjeneste.

Ud over tanken om tiende, er der to principper, som vi vil nævne i denne sammenhæng. For det første må det gerne kunne mærkes at give til andre. Fx kan man vælge en billigere feriedestination, et mindre fjernsyn eller en ugentlig suppe-dag for at frigive nogle penge til andre. For det andet tror vi, at man skal øve sig i at give væk. At se ens hårdt tjente penge som Guds, og give når der er få penge på kontoen kræver øvelse og tillid.

Annoncer
Tilmeld dig vores nyhedsmail og få de vigtigste nyheder fra familiearbejdet.