Børneopdragelse er forældres, læreres og andres forsøg på at formidle kundskaber, færdigheder og holdninger til børn og unge, for at udvikle deres evner, ansvarlighed og selvstændighed. Det har særlig stor betydning, hvilket forbillede de voksne er for børnene. For børn lærer mere af, hvad de voksne gør end af, hvad de siger.

OPDRAGELSE ER AT DRAGE OP

Selve ordet siger noget om, at børn skal “drages op”. I samspillet med forældre og andre voksne, søskende og kammerater skal børnene ledes mod mål, som er højere end dem selv. Ordet siger, at der er noget uden for og over mennesker, som vi bør drages eller ledes imod. Men det handler ikke om, at børnene skal blive kopier af de voksne.

Opdragelse har altid med værdier at gøre, for især gennem det, vi forældre gør – og ikke gør – vil børnene få vigtige signaler om, hvad der er værdifuldt i livet. Opdragelsen peger udad og opad mod det, som er større end os, og som kan give livet mening. Det kan være en politisk overbevisning. Det kan være etiske normer. Det kan være et mere eller mindre veldefineret livssyn. Det kan være en religiøs overbevisning.

Forældre kan ikke undgå at påvirke deres børn. Selv de, der er tilbageholdende med at påvirke i en bestemt retning, bliver nødt til at tage stilling til spørgsmål som: Må børn lyve? Må de stjæle? Må børn nedgøre andre eller dominere konstant? Hvordan vi end vender og drejer det, har opdragelse med værdiformidling at gøre.

Når ikke-påvirkning ikke findes, kan vi lige så godt tænke os om og være bevidste om, hvad vi vil med vores børneopdragelse. Uden at falde i den grøft, hvor vi tror, at vi kan forme børnene, som vi vil. Det er fx også vigtigt, at du snakker med din ægtefælle om, hvad I vil med børneopdragelsen.

PÅVIRK MED RESPEKT

Jeg har udviklet en model, der kan inspirere forældre til både at respektere deres barn og til at påvirke det. 

Det første, vi skal undgå for at påvirke med respekt, er intimisering. Se illustration 1, hvor ”A” er en voksen og ”B” er et barn.

Intimisering består i, at man går for tæt på barnet. Man bliver for intim og lukker ligesom barnet inde i et fasttømret rum og siger, at det kun er inde i dette rum, kun med denne adfærd og kun med disse meninger og følelsesmæssige udtryk, at du er ”rigtig”. Dette opleves af barnet som et form for verbalt overgreb. Selvom den voksne har gode intentioner, er det alligevel forkert.

Det andet, vi skal undgå for at påvirke med respekt, er desertering. Se illustration 2.

Desertering består i, at man trækker sig for langt bort fra sit barn. Det er så at sige det modsatte af intimisering. Her mangler den voksne påvirkningsvilje og bliver for relativistisk. Man vil ikke sige noget om egne meninger og holdninger, men lader det være op til barnet selv at finde ud af det. Desertering kan også vise sig som tabuisering, altså at visse temaer tabuiseres og forties over for barnet. Man står ikke for noget og vil ligesom ikke barnet noget, hvorved det kan føle sig svigtet.

Mens intimisering og desertering er grænser, vi ikke bør overskride, er der to andre grænser, som det er vigtigt at overskride, når man vil påvirke med respekt. Se illustration 3.