Vi har efterhånden haft en del møder og samtaler om, hvad vi kan gøre, for at bakke op om og inspirere til trosoplæring af den næste generation. Mange af de henvendelser vi får, viser os, at netop dette har trange kår i vores tid. Flere familier fortæller, at daglig andagt og bøn i familien er en udfordring.

Flere familier har efterspurgt et lettilgængeligt materiale, man kan komme igennem på fem minutter.

Dybt frustrerede forældre frygter, at deres børn vælger troen fra, når junior-, teen- og ungdomsmøder må aflyses på grund af corona-nedlukning.

IM-fællesskaber rundt om i landet savner børnefamiliernes deltagelse og engagement.

Vi skal kunne snakke om det

Vi kan allesammen opleve os misforstået og set ned på, når der bliver stillet spørgsmålstegn ved, det vi gør eller ikke gør. Sådan vil nogen måske også opleve, når de læser dette.

Vi mener dog, at det her emne er noget vi skal kunne snakke om også selv om konsekvensen er, at vi selv vil blive udfordret og vil komme til at udfordre andre, med vores tanker.

På vores møder har vi blandt andet set på spørgsmålet om, hvem der har det primære ansvar, når det handler om trosoplæring - om at række troens gave videre til næste generation.

•    Hvilket ansvar har vi som landsorganisation - som landsledere?

•    Hvilket ansvar har de lokale fællesskaber?

•    Hvilket ansvar har forældrene?

Forældrenes ansvar

Undersøgelser i Norge og Australien har spurgt voksne troende kristne hvem, der har haft størst betydning for, at de i dag er troende mennesker. De viser, at det er forældrene, der har haft den signifikant største betydning.

Trosoplæring finder først og fremmest sted i hjemmet.

De halvanden time om ugen i børne-, junior- eller teenklubben og oplevelserne på sommerens bibelcampings er selvfølgelig gode, men kan ikke stå alene, og kan ikke erstatte de mange timer vi som forældre er sammen med vores børn eller unge mennesker og taler om og viser, at troen faktisk betyder noget – ja betyder alt.

Derfor har vi forældre en enorm vigtig opgave i at oplære vores børn i den kristne tro og følge op på dåbens gave og opgave.

Organisationer og fællesskaber skal støtte

Det betyder for os at se, at det vi som landsorganisationer skal gøre er at give forældrene de bedst mulige redskaber og understøtte dem i at arbejde målrettet med trosoplæring i hjemmet.

Det må vi hjælpe i gang, tænkte vi på vores første møder. Først greb vi til det, vi ofte gør og er gode til. Vi ville invitere til en konference om temaet. En konference, der kunne give forældrene gode og lettilgængelige redskaber til at række troen videre til deres børn. 

Vi ville også lave et fantastisk materiale, som kunne bruges til undervisningsforløb i de lokale fællesskaber. Det skulle give en bedre forståelse af hinanden på tværs af generationerne og give redskaber til at arbejde med det ansvar de forskellige aktører hver især har. Så er den hjemme - mente vi.

Materialerne, som man kan komme igennem på fem minutter - og som man også har mulighed for at fordybe sig yderligere i - er allerede lavet og udgivet i forskellige udgaver. Så der er noget for både de kreative, de aktive, de musiske og de nørdede.

Så var der konferencen og undervisningen i de lokale fællesskaber. Efter nærmere overvejelser måtte vi dog spørge os selv om  trosoplæringens udfordringer i hjemmene og fællesskaberne blot er et symptom på noget andet, dybere og lige så alvorligt.

The big why

Har vi mistet blikket for the big why – det store hvorfor? Hvorfor trosoplæring af næste generation er vigtig? Hvorfor vi skal prioritere at bruge tid på det? 

I bund grund er det fordi næste generation risikerer at gå fortabt, bogstaveligt talt, hvis ikke vi viser dem vejen til Jesus, som deres frelser.

Er vi  blevet bange for at sige det højt til hinanden, selvom det er dét, vi tror på? Er det sunde, meningsfulde og indholdsmættede liv her på jorden blevet det vigtigste for os og dermed også blevet det, vi prioriterer at bruge tid på at give videre til næste generation?

Vi kan ikke skabe troen, men vi kan vise hen til ham som kan – og det er vigtigt, at vi gør netop det.

Et spørgsmål om prioritering

Det kræver prioritering af tid, hvis fælles andagt i familien skal lykkes

Vi har ikke tid, siger vi ofte. Der er meget børnefamilier i dag skal leve op til. Men spørgsmålet er, om det måske er en anden måde at sige, at det ikke opleves vigtigt? At vi siger vi ikke har tid, er et spørgsmål om prioritering i hverdagen, hvor vi må erkende, at det vi virkelig gerne vil, det finder vi også tid til – uanset hvad det drejer sig om.

Det at få en fast rytme i en fælles andagt i familien er ikke noget, der kommer til os automatisk uanset hvor gode intentioner og materialer vi har. Det kræver en bevidst prioritering.

Er vi villige til at prioritere anderledes og fravælge det hjemmebagte brød, løbeturen, afslapning foran skærmen, de daglige opdateringer på Instagram osv, hvis det er det, der er nødvendigt for at finde tid til trosoplæringen?

Lad Gud komme til

Vi kommer let til at tale om andagtslivet og livet med Gud som noget, der er vigtigt blandt mange andre vigtige ting. Men vi må ikke glemme, at det faktisk er det vigtigste! Vi må reflektere over, at hvis troen faktisk ikke rigtigt fylder hos mig, så er det svært at give den videre?

Er vi blevet et missionsfolk, der sjældent åbner Bibelen og fordyber os i Guds ord? I givet fald, er de trange kår for trosoplæring en naturlig følge deraf, for så har vi vitterligt ikke selv noget at give videre.

Vi skal ikke sætte trosoplæring og familieandagt i kalenderen for at tilfredsstille Gud eller for at gøre os fortjente til hans anerkendelse og kærlighed. Den giver han os ufortjent,

Vi skal gøre det, fordi vi ellers risikerer at fratage næste generation muligheden for at lære Kristus at kende som den eneste vej til frelsen. Som det vigtigste i livet overhovedet.

Og så skal vi også gøre det, fordi samtalen med vores børn om tro og Gud i vores hverdag, er med til at holde os voksne fast i troen.

Gode idéer søges

Hvordan kan vi som landsorganisationer bedst muligt bakke op om jer forældre i denne opgave?

Er trosoplæring i hjemmet overhovedet muligt i den tid og kultur vi lever i? Eller må vi som forældre og landsorganisation kaste håndklædet i ringen og sige, at det har haft sin tid?

Gode idéer søges. Derfor vil vi rigtig gerne i dialog med dig, som måske har følt dig lidt provokeret af denne artikel. Deltag i debatten på Facebook. Der er brug for det!

Gitte Rasmussen

Niels Hankelbjerg Mortensen

Steen Møller Laursen