10.12.2021

Fem tanker om det kristne fællesskab

1. Det kristne fællesskab er som en familie

Alle mennesker har brug for at være en del af et fællesskab. Det er vi skabt til. Som kristne har vi også brug for at være en del af det kristne fællesskab, at være en del af Jesus' legeme – at være grene på ham.

    Det kristne fællesskab kan på mange måder sammenlignes med en familie. Som trosfæller er vi afhængige af hinanden, og vi synes, at her i det kristne fællesskab burde alle kunne føle, at de hører hjemme. Samtidig må vi også erkende, at vi ofte ikke kan leve op til de forventninger. I et fællesskab som dette, hvor vi oplever at være fælles om noget, der er meget mere end bare en interesse, kan vi også komme til at såre hinanden allermest. Præcis på samme måde, som det gør sig gældende i ægteskab og familieliv.

    Samtidig med, at vi er mange, der ikke kan undvære det kristne fællesskab, kan det altså for andre være rigtig svært at finde sig til rette og hjemme i fællesskabet. Den forskellighed, der skulle være med til at give farvespil, kan i stedet opleves som en udfordring. Særligt hvis vi fornemmer, at andre forsøger at trække deres værdier ned over os.

 

2. Vi kan have forskellig tilknytning til fællesskabet

Noget af det, som kan opleves forskelligt, er i hvor høj grad, man skal møde op for rigtigt at være en del af fællesskabet. Det kan afhænge af mange ting som for eksempel personlighed, opvækst og alder. For nogle er det rigtige at komme hver uge, uanset hvad der er på programmet. For andre er det rigtige at komme til nogle, men ikke alle møder.

    Der kan også være meget klare og samtidig meget forskellige forventninger til, i hvor høj grad man skal have en praktisk opgave i fællesskabet. For nogle er det en nødvendig og helt naturlig del af det at komme i et fællesskab, at man tager del i det praktiske arbejde. Det giver en erfaring af medansvar og af, at der er brug for en. For andre giver det meget bedre mening, at fællesskabet køber sig til de praktiske ydelser som for eksempel rengøring og mad til fællesspisning, så energien fuldt ud kan bruges på at møde op og være sammen i fællesskabet.

 

3. Troen giver sig udtryk på forskellige måder

På samme måde som vores tilknytning til fællesskabet kan komme til udtryk på mange måder, er det med troen. For nogle er følelserne en vigtig og bærende del af deres tro, mens det, der bærer, for andre er en stille overbevisning om at være Guds barn, uanset hvad de føler, eller om de overhovedet føler noget.

    Indre Mission bygger på, at det er Bibelens ord, der skal stå i centrum for vores forkyndelse og være det, der bærer fællesskabet. Det spørgsmål, som vi nok kunne have gavn af at stille os selv i den forbindelse, er, om Guds ord til os til hver en tid bedst formidles gennem menneskers ord i form af forkyndelse og vidnesbyrd, som der har været tradition for igennem mange generationer.

    For mange vil det være forkynderens udlægning af evangeliet, der gør indtryk og bygger troen op, mens andre har brug for at få et møde med Guds ord på helt andre måder. Ord i sig selv taler ikke til dem. De har brug for, at Guds ord også bliver formidlet gennem for eksempel sang, musik, kreative aktiviteter, kunst og drama. De oplever, at dette gør indtryk og bygger troen op. De har brug for at modtage Guds ord gennem andre sanser end bare hørelsen.

 

4. Det er godt med plads til både tradition og nytænkning

Vi har forholdsvis faste rammer for, hvordan vi tænker om det at mødes i det kristne fællesskab i Indre Mission. For faste rammer vil nogle sikkert mene. Rammer er nødvendige for, at vi skal kunne føle os trygge og godt tilpas, men hvis vi ønsker, at vores kristne fællesskab skal være for alle, er det vigtigt, at vi indimellem lader os udfordre, så vi ikke bliver bundet af en bestemt form, udelukkende fordi det er sådan, vi indtil nu har fået fællesskabet til at fungere. Vi har brug for løbende nytænkning af rammerne, men ikke af det grundlæggende indhold, som altid må være formidlingen af Guds ord til mennesker.

    Når vi skal tale om nye rammer og mødeformer, kan vi ubevidst komme til at såre hinanden med vores udtalelser. Ikke af ond vilje, men fordi det giver god mening for den enkelte at mene, som han eller hun gør, og det vil vi gerne, at de andre skal se og forstå. For eksempel hvis vi siger, at de unge familier mangler trofasthed, at den ældre generation er fastlåst i deres opfattelse af, hvordan et rigtigt møde i missionshuset skal være, at brug af kreative aktiviteter sænker niveauet, eller at børnene da nok skulle kunne være med til møderne, for de kan bare sove nede bagved, når de bliver trætte.

    Men i stedet for at ærgre os over, at de andre ikke har samme holdninger og synspunkter som os selv, er det vigtigt, at vi lytter til hinandens synspunkter med oprigtig nysgerrighed. Ikke for at kunne komme med gode argumenter for egen overbevisning, men for at blive klogere på hinanden.

    I denne proces handler det ikke om at lave så få ændringer som muligt, for at flest muligt kommer til vores møder. Det handler om at finde frem til den mødeform, som passer til netop jeres fællesskab. I den proces kan vi have stor glæde af at lade os inspirere af andre fællesskaber rundt i landet, men det vigtigste må være at finde frem til den mødeform, der passer til lige netop jeres fællesskab og de ønsker, I har.

 

5. Vi skal både modtage og give

Det kristne fællesskab er et fællesskab, hvor vi, der er en del af fællesskabet, modtager rigtig meget. Men samtidig er det også vigtigt at være bevidst om, at det ikke er hensigten med det kristne fællesskab, at jeg udelukkende selv skal blive fyldt på. Jeg skal også komme for at give til de andre. Uanset om det giver mening for mig eller ej. Her gælder det samme som i enhver anden familie. Vi har en opgave i at have fokus på, at de andre i fællesskabet og i familien trives og har det godt. I perioder kan det betyde, at jeg skal give mere, end jeg modtager – og det er helt o.k.

    Det, der binder os sammen i det kristne fællesskab, og som er helt særligt for os, er vores tro. Vi tror på, at den Gud, vi kan læse om i Bibelen, er en levende virkelighed, og vi tror på, at det, han fortæller os i Bibelen, er sandheden. Gud har givet os alt. Livet, frelsen, troen, sanser og forskellighed. Vi må lade Gud overbevise os om hans vilje.

    I det kristne fællesskab er det derfor aldrig mig, der er i centrum. Her handler det om at vælge Gud først og sit eget derefter. Vi er skabt af Gud og har fået livet givet af ham. Derfor skylder vi også ham alt.

Det kristne fællesskab kan på mange måder sammenlignes med en familie

 

Annoncer
Tilmeld dig vores nyhedsmail og få de vigtigste nyheder fra familiearbejdet.