Hæng ud med Gud

I disse dage er ”Hæng ud med Gud – bibelåbner for familier” på vej ud til juniorklubber, kristne friskoler og andre fællesskaber. Formålet er, at give familier et værktøj til at tale om tro, liv og Bibelen.

”Materialet er kanon godt, og vi er i vores familie blevet afhængige af at holde andagt hver aften. Børnene er mere med og er meget aktive i samtalerne om teksterne. Det bedste ved materialet er, at det lægger op til gode og dybe samtaler om det at være kristen i dag - hvilket vi før ikke har brugt så meget krudt på”.
Sådan siger familien Christensen, som var en af testfamilierne på ”Hæng ud med Gud”. ”Det glæder vi os over” siger Cecilie Thams Nord Hansen, som er projektleder på denne udgivelse, ”målet har nemlig været at fremme den åndelige samtale i familien”.

 

Nærvær i familien

Mange familier har en travl hverdag, fordi hele familien skal nå mange ting.

”Det gør det svært at få anledninger til nærvær og til at være sammen i familien, om hvad troen betyder i hverdagen, hvad Bibelen lærer os om Gud og i det hele taget dele liv med hinanden” siger Cecilie. ”Vi har oplevet en efterspørgsel på hjælp til dette, og ”Hæng ud med Gud” er et bud på en løsning på denne udfordring”.

 

Hvordan fungerer det?

Med en kort bibeltekst og introduktion til at dykke ned i teksten, åbnes der op for samtale gennem konkrete spørgsmål og refleksioner for både børn og voksne.

Der er ingen datoer, man skal følge, så man vælger selv tempo og tidspunkt, så det passer for ens familie. Samtidig giver materialet mulighed for kontinuitet, struktur og regelmæssighed.

Bevidst lægges der ikke op til en masse kreative aktiviteter, der også skal gøres, men fokus er på kort og konkret samvær og samtale i familien uden afbrydelser, afsluttet med bøn.

”Og så er det med fuldt overlæg, at vi har lavet et hæfte og ikke en app”, forklarer Cecilie. ”Ikke fordi vi har noget imod digitale løsninger til bibelbrug, men fordi skærme gør det sværere for både børn og forældre at tale uforstyrret sammen”.

Den primære målgruppe er familier med børn i alderen 8-13 år, men der er også spørgsmål til de mindre børn og refleksionsspørgsmål til de voksne.

 

Længere ud

De to første numre sendes gratis til klubber, kristne friskoler og andre fællesskaber.

Efter sommerferien bliver der indført en mindre egenbetaling, og man kan få tilsendt hæftet til sin bopæl. Samtidig vil vi forsøge at nå ud til dem, som ikke kender så meget til juniorklubber og fast kirkegang, men som alligevel er interesseret i at lære Bibelen bedre at kende ”indefra”.

 

Fakta

  • Målgruppe: Familier med større børn (8-13 år) men mindre søskende kan også være med.
  • Materialet krydres med temasider om den kristne tro, livstemaer, overblik over Bibelens bøger, og der er fakta- og vidensblokke fordelt rundt i hæftet.
  • Udkommer hvert kvartal. Første gang 1. april. De to første hæfter er helt gratis, og sendes til klubber, friskoler og udvalgte fællesskaber. Fra hæfte tre er der en mindre egenbetaling.
  • Projektet er et samarbejde mellem Bibellæser-Ringen, Indre Missions Familiearbejde, Evangelisk Luthersk Missions familiearbejde, Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler og Luthersk Missions Børn og Unge.
  • Kontakt projektleder og redaktør Cecilie Thams Nord Hansen, <link>cecilie@blr.dk / tlf 30247591 for yderligere info.
Annoncer
Tilmeld dig vores nyhedsmail og få de vigtigste nyheder fra familiearbejdet.