Skal jeg tage hjem til mor eller far?

Spørgsmål

Jeg går på efterskole og har det ret godt i hverdagen. Men når vi når til torsdag, og jeg skal tage stilling til om jeg skal hjem i weekenden, får jeg ondt i maven. Mine forældre er skilt og efter jeg er kommet på efterskole, har det ikke været nogen rækkefølge i, hvem jeg skal hjem til i weekenderne. Så inde i mit hoved har jeg et lille ark hvor der står mor 8 gange far 3 gange.

Mine tanker kører på at jeg ikke har været nok hjemme ved far. Far kan først have mig hjemme i næste weekend. Men i næste weekend skal vi ud og sove i bivuak, og det vil jeg bare mega gerne. Skal jeg gå glip af en fed weekend på skolen og tage hjem til far. Eller skal jeg bare tage hjem til mor i denne weekend for at lade op, som jeg trænger til og blive på skolen i næste weekend.

Lige meget hvad for en beslutning jeg tager, kommer jeg til, at gøre nogen kede af det, og det vil jeg helst ikke. Hvis jeg bliver på skolen i begge weekender, får jeg ikke ladet op. Hvis jeg tager hjem i denne weekend bliver far ked af det fordi jeg så har været meget mere hjemme ved mor end far. Hvis jeg bliver her i denne weekend, og tager hjem til far i næste har jeg en masse veninder der vil blive trætte af det. Skal lige siges at jeg har boet 14-14 og er virkelig glad for begge mine forældre. Hvad ville du gøre hvis du havde det som mig?

 

Svar

Jeg kan godt forstå du får ondt i maven. Du holder meget af begge dine forældre og vil helst ikke skuffe nogen af dem. Men det kan ikke undgås. Vi vil altid komme til at skuffe vores kære på den ene eller anden måde, også selvom vi ikke ønsker det. Vi er kun mennesker og kan ikke gøre mere end vi gør. Du har virkelig tænkt dig om, og gør ikke noget bare for at gøre noget. Det er sundt, men kan også komme til at give en følelse af jeg ikke er god nok.

Du har boet 14-14 skriver du, så du har været vant til at alting har været delt lige op. Det er dejligt og super fedt at det har fungeret godt. Når dine forældre har valgt at give dig muligheden for at komme på efterskole, har de også valgt at de i lange perioder ikke kommer til at se dig. De ved allerede på forhånd, at når man sender sit barn afsted på efterskole, ja så går der lange perioder hvor man ikke ser hinanden. Det kan være hårdt, både dine forældre og for dig som teenager. Men jeg er sikker på det er en sund udvikling der sker.

Det farlige er, når vi får tanker som: Jeg er ikke god nok og jeg kan ikke gøre nogen tilfredse! Vil de mig, når jeg bliver nødt til at vælge dem fra!

Når disse tanker kommer er det godt at svare på dem. Når du får tanken:  jeg er ikke god nok, så svar tanken… ”jo jeg er, jeg gør det så godt jeg kan” Eller når du tænker: ”jeg kan ikke gøre nogen tilfredse… så må du svare: ”jo jeg kan, dem jeg er sammen med lige nu”. ”Jeg er elsket af mine familie og mine venner og derfor sker det indimellem at vi skuffer hinanden. ”

Jeg tænker du skal følge din mavefornemmelse for hvad der er rigtigt at gøre. Og hvis det er at tage hjem til mor i weekenden og blive på skolen i næste, så fortæl dine forældre hvorfor du har truffet dette valg. At veninder betyder meget og du gerne vil have denne oplevelse med, men også at du har brug for at komme hjem og lade op. Jeg er sikker på, at dine forældre vil acceptere dette. Om de kan forstå det, ved jeg ikke, men acceptere det, kan de.

Jeg håber mit svar kunne hjælpe lidt. Ellers er du meget velkommen til at skrive igen. Jeg ønsker det bedste for dig og din familie.

Mvh Lene Rønne Pedersen (pædagog) Konsulent i Indre Missions familiearbejde.

Annoncer
Tilmeld dig vores nyhedsmail og få de vigtigste nyheder fra familiearbejdet.