Aleneforældrecamping

12.08.2020

Udvalget for Aleneforældrearbejdet fik i samarbejde med ledelsen for Hjallerup Bibelcamping arrangeret fælles camping for aleneforældre og deres børn på Asaa Camping og vi havde en fantastisk uge. I løbet af ugen var der 22 voksne og 24 børn forbi – de fleste var med hele ugen, nogle kunne være med nogle dage og enkelte kom forbi på besøg en dag.

Der var sat fællestelt op midt på gaden, og herfra fulgte vi HBC Live online hver dag. Der var også streaming i 2 fortelte hver formiddag for henholdsvis børn og juniorer. Udover streamingen havde vi gudstjeneste om søndagen, 2 seminarer for voksne samt en eftermiddag, hvor Elisabeth Holdensen fra DFS kom og var sammen med børnene. Tirsdag eftermiddag fyldte vi bilerne og kørte til Råbjerg Mile hvor vi fik eftermiddagskaffe.

Hele ugen havde vi 3 frivillige med, hvilket var en ny ”opfindelse”. Den ene sørgede for aftensmad til alle dem der ønskede det. Det var en kæmpe lettelse, at man ikke skulle sørge for den varme mad. De 2 andre frivillige var en slags ”hyggetante/onkel”. De var omkring os hele tiden, og de havde også flere fortrolige samtaler med dem af os, der havde brug for det.

På trods af det danske sommervejr, som i uge 31 både bød på regn, storm og sol, havde vi en skøn uge. Masser af snak, grin, hygge og åndeligt indhold. TAK til HBC som i høj grad hjalp til at gøre dette muligt!

Men vi glæder os nu alligevel til næste år i uge 30, når der igen er Hjallerup Bibelcamping som vi kender det.

Annoncer
Tilmeld dig vores nyhedsmail og få de vigtigste nyheder fra familiearbejdet.