Kristen, skilt og hvad så?

26.01.2018

 

Kristen, skilt og hvad så?

Som kristen ved jeg godt, at Gud skabte os som mand og kvinde for at vi skulle blive ét kød indtil døden skilte os ad. Men hvad så, når det desværre er gået sådan, at vi er blevet skilt?

Forholdet til Gud

Guds kærlighed til mig er ikke ændret. Som i alle andre områder af mit liv ved jeg godt, at jeg har brug for at bekende, at min kærlighed ikke er fuldkommen. Jeg har brug for at bede Gud om tilgivelse. Og jeg må læse Guds svar til mig: ”Hvis du bekender dine synder, tilgiver jeg dem!” (1 Joh 1,9). Gud kender som den eneste i verden hele den situation, der førte til skilsmissen. Han kender den i min version og i min ægtefælles version – og han kan se sandheden om det hele. Han kender også al den smerte og skyld og skam og bekymring, der er i os begge. Han ønsker at tage om det med sine omsorgsfulde, stærke hænder.

Forholdet til menigheden

Forhåbentlig lever min menighed – der jo hverken er værre eller bedre end os, der er i den – nogenlunde op til Guds mål med, at vi er som ét legeme. Og lider én del af legemet, så lider hele legemet med og prøver at hjælpe. Forhåbentlig modtager både jeg og vore børn og min ex omsorg og medfølelse i denne svære tid. Min skilsmisse diskvalificerer mig ikke til at fortsætte med at komme i menigheden og fortsætte med de tjenester, jeg har i menigheden. Jo, hvis jeg sammen med min ex var rådgiverpar for andre par, så fungerer det jo ikke mere – men ellers kan jeg selvfølgelig fortsætte med det, Gud og menigheden kan kaldet mig til. Samtidig skal både menigheden og jeg og min ex lære at navigere i de nye betingelser. Vi kan ikke begge to blive i samme bibelkreds – det magter hverken vi to eller resten af gruppen. Måske flytter den ene af os simpelthen til en anden menighed for at undgå at bruge næsten al opmærksomhed på den anden. Vore venner står naturligvis også lidt tøvende: hvordan undgår de at ”vælge side” – eller måske vælger de at bevare kontakten med den ene af os og ikke den anden. Her må jeg bede om et kærligt og tilgivende sind og forståelse over for dem, der træffer valg, der sårer mine følelser. Ligesom jeg må bede om ikke at låse mig selv fast i en ”hvor-er-det-hele-synd-for-mig”-rolle. Naturligvis skal jeg have lov til at komme mig og slikke sårene. Men jeg må bede om med tiden at blive gode gamle ”mig” igen i stedet for altid at se mig selv som og opføre mig som ”den fraskilte”.

Annoncer
Tilmeld dig vores nyhedsmail og få de vigtigste nyheder fra familiearbejdet.