Fem tanker om ægteskabet under pres i en coronatid

16.04.2020

Ægteskabet er i mange hjem sat under pres som følge af den helt nye hverdag, covid-19 har medført. Det er noget, vi ikke må overse eller negligere. Der kan være rigtig mange grunde til, at forholdet til ægtefællen bliver særligt udfordret i disse uger, afhængig af hvordan hverdagen har ændret sig.

    Det er ikke let at blive taget ud af en tryg og forudsigelig hverdag og pludselig være tvunget til at bygge en helt ny hverdag op sammen. Men lad os alligevel tage udfordringen op. Der er flere ting, det kan være godt at være særligt opmærksom på, når det handler om at bevare eller måske endda forbedre forholdet til ægtefællen gennem en krisesituation.

1. Se på hinanden med nådige øjne

Vi er alle sammen under pres. Når vi er pressede, kan vi lettere komme til at opføre os uhensigtsmæssigt i tale og handling, samtidig med at vi har vanskeligere ved at rumme og håndtere ægtefællens urimelige opførsel.

    Der er stor usikkerhed omkring tidshorisonten for krisen, og hvilke følger den vil have for os på længere sigt. Der kan være bekymringer om arbejdssituation, økonomi og helbred. Så når din ægtefælle opfører sig uhensigtsmæssigt, så prøv at håndtere det ved at vise, at du stadig elsker ham eller hende. Også når det, der bliver sagt eller gjort, er urimeligt. Det er ikke dig, angrebet er rettet imod, selv om det kan opleves sådan. Det er den umulige situation, I er i. Giv et kram eller et kys, tilbyd at tage børnene, giv plads til, at din ægtefælle kan trække sig og være sig selv, eller foreslå, at I kan løbe en tur sammen. Du ved, hvad der gør din ægtefælle glad.

2. Giv plads til, at din ægtefælle håndterer krisen på en anden måde, end du selv gør

I vil med stor sandsynlighed reagere forskelligt på situationen, fordi I er forskellige som mennesker. Nogle bliver mere indelukkede, mens andre har brug for handling for at komme bedst igennem krisen. Den ene ægtefælle kan se den ekstra tid hjemme som en mulighed for, at de sammen kan få taget hånd om nogle af de projekter, der har manglet tid til. Han har måske ikke brug for at italesætte bekymringerne, men oplever at fælles aktivitet skubber bekymringerne væk, mens ægtefællen måske har brug for netop at tale om og få luft for sine bekymringer for at kunne håndtere dem. Eller måske har ægtefællen brug for at trække sig eller fordybe sig i en opgave alene. Giv mulighed for, at I kan sætte ord på jeres forskellighed, uden det bliver hørt som anklage eller modvilje.

3. Vælg sammen, hvilke fælles aktiviteter I vil prioritere

I en krisesituation, som den vi er i nu, kan det være godt for parforholdet at vælge nogle ting, vi vil gøre sammen. Vi må ikke forvente som noget selvfølgeligt, at vi skal gøre alting sammen, selvom begge er hjemme hele dagen. En uudtalt forventning som denne kan stresse din ægtefælle.

    På den anden side kan det faktum, at arbejdscomputeren er flyttet med hjem, betyde, at begge eller den ene aldrig holder helt fri. Derfor kan det være godt at lave en aftale om, hvornår og hvor meget fokuseret tid, I giver til hinanden. Måske er det haven, der skal have en tur, når I har fri fra arbejde, eller det kan være, I sætter to aftner i ugen af til at læse en bog sammen og snakke om den.

4. Giv din ægtefælle mulighed for og plads til alenetid

Samtidig er det vigtigt at holde fast i også at have tid med sig selv og for sig selv i en hverdag, hvor vi er så meget mere sammen, end vi plejer. Det betyder ikke, at din ægtefælle elsker dig mindre, hvis han eller hun indimellem har brug for tid alene.

    Igen er det vigtigt, at I taler om det, og at du anerkender og viser respekt for ægtefællens behov og ønsker. Det kan være at mødes med et par venner virtuelt eller på en gåtur, eller det kan være at kravle ind i sin hule med en god bog i fred og ro.

5. Find sammen trøst og opmuntring i troen

Vi er sårbare, når vi mister overblikket og kontrollen over vores liv og hverdag. Derfor er det en stor gave, at vi som kristne kan få lov at hvile i, at Gud stadig har overblikket. Også i en coronatid. For mange par vil det gøre noget rigtig godt for ægteskabet, hvis de vælger at bruge tid sammen på at finde steder i Bibelen, som kan trøste og opmuntre i hverdagen.

    Igennem Bibelens tekster giver Gud os indblik i, hvordan han er uforanderlig i en tid, hvor meget andet er under forandring. Vi får tekster, der kan sætte ord på den afmagt, vi føler, og den oplevelse vi kan have af, at Gud har ladt os i stikken, og vi kan finde tekster, der kan hjælpe os til at holde fast i tilliden til Gud, trods en presset hverdag.

    Pas godt på hinanden!

Annoncer
Tilmeld dig vores nyhedsmail og få de vigtigste nyheder fra familiearbejdet.