Vov at påvirke dine børn!

31.01.2019

Børneopdragelse er forældres, læreres og andres forsøg på at formidle kundskaber, færdigheder og holdninger til børn og unge, for at udvikle deres evner, ansvarlighed og selvstændighed. Det har særlig stor betydning, hvilket forbillede de voksne er for børnene. For børn lærer mere af, hvad de voksne gør end af, hvad de siger.

 

OPDRAGELSE ER AT DRAGE OP

Selve ordet siger noget om, at børn skal “drages op”. I samspillet med forældre og andre voksne, søskende og kammerater skal børnene ledes mod mål, som er højere end dem selv. Ordet siger, at der er noget uden for og over mennesker, som vi bør drages eller ledes imod. Men det handler ikke om, at børnene skal blive kopier af de voksne.

Opdragelse har altid med værdier at gøre, for især gennem det, vi forældre gør – og ikke gør – vil børnene få vigtige signaler om, hvad der er værdifuldt i livet. Opdragelsen peger udad og opad mod det, som er større end os, og som kan give livet mening. Det kan være en politisk overbevisning. Det kan være etiske normer. Det kan være et mere eller mindre veldefineret livssyn. Det kan være en religiøs overbevisning.

Forældre kan ikke undgå at påvirke deres børn. Selv de, der er tilbageholdende med at påvirke i en bestemt retning, bliver nødt til at tage stilling til spørgsmål som: Må børn lyve? Må de stjæle? Må børn nedgøre andre eller dominere konstant? Hvordan vi end vender og drejer det, har opdragelse med værdiformidling at gøre.

Når ikke-påvirkning ikke findes, kan vi lige så godt tænke os om og være bevidste om, hvad vi vil med vores børneopdragelse. Uden at falde i den grøft, hvor vi tror, at vi kan forme børnene, som vi vil. Det er fx også vigtigt, at du snakker med din ægtefælle om, hvad I vil med børneopdragelsen.

 

PÅVIRK MED RESPEKT

Jeg har udviklet en model, der kan inspirere forældre til både at respektere deres barn og til at påvirke det. 

Det første, vi skal undgå for at påvirke med respekt, er intimisering. Se illustration 1, hvor ”A” er en voksen og ”B” er et barn.

Illustation 1

 

Intimisering består i, at man går for tæt på barnet. Man bliver for intim og lukker ligesom barnet inde i et fasttømret rum og siger, at det kun er inde i dette rum, kun med denne adfærd og kun med disse meninger og følelsesmæssige udtryk, at du er ”rigtig”. Dette opleves af barnet som et form for verbalt overgreb. Selvom den voksne har gode intentioner, er det alligevel forkert.

Det andet, vi skal undgå for at påvirke med respekt, er desertering. Se illustration 2.

Illustration 2

 

Desertering består i, at man trækker sig for langt bort fra sit barn. Det er så at sige det modsatte af intimisering. Her mangler den voksne påvirkningsvilje og bliver for relativistisk. Man vil ikke sige noget om egne meninger og holdninger, men lader det være op til barnet selv at finde ud af det. Desertering kan også vise sig som tabuisering, altså at visse temaer tabuiseres og forties over for barnet. Man står ikke for noget og vil ligesom ikke barnet noget, hvorved det kan føle sig svigtet.

Mens intimisering og desertering er grænser, vi ikke bør overskride, er der to andre grænser, som det er vigtigt at overskride, når man vil påvirke med respekt. Se illustration 3.

Illustration 3

 

Den første grænse kalder jeg konfrontering. Det er viljen og evnen til at have noget på hjerte og turde gå tæt på både med sit forbillede og med sine ord. Altså være tydelig over for barnet både om ting, som barnet ikke får lov til, og om holdninger og overbevisning.

Faren er selvfølgelig, at når vi konfronterer, kommer vi også tættere på intimiseringen, og derfor fordrer det varsomhed og empati over for barnet, når man konfronterer.

Men når man har konfronteret på den gode måde, er det også vigtigt, at man evner tilbagetrækning. Det er så at sige det modsatte af konfrontering: Man bliver ikke stående ”på skosnuderne” af barnet, men vover at trække sig tilbage og lade barnet være i fred, fx efter at man har sat det i rette. Eller at man vover at lade barnet træffe en afgørelse, hvis det er sag, man mener barnet er modent til at træffe afgørelse om.

Det er i en vekselvirkning mellem den gode konfrontering og den gode tilbagetrækning – uden at intimisere eller desertere – at påvirkningen med respekt finder sted.

Ingen forældre formår altid er gøre det på den rigtige måde her. Af og til kommer vi til at intimisere eller desertere. Det er ikke i sig selv ødlæggende farligt. Børn er også robuste. Blot vi er villige til at indrømme vores fejl og fortsat øve os.

Børn behøver ikke perfekte forældre; ”bare” ærlige forældre med lidt selvironi!

 

VOV AT PÅVIRKE

Jeg møder en del forældre, der har oplevet en grad af intimisering, da de selv var børn. Voksne som gik for tæt på og lukkede dem inde i meget snævre rum, også i religiøs henseende. Det reagerer nogle af dem imod i dag, når de skal opdrage deres egne børn, og så er de måske ikke opmærksomme på, at deres fare er den modsatte – deserteringen. Derfor bliver forældrene tilbageholdne og nervøse for at opdrage og påvirke. Men det går ud over børnene.

Det handler om at turde stå på mål for det, man tror på, og som man er overbevist om som voksen. Barnet har faktisk krav på at få mors og fars bedste bud på, hvad der er godt/sandt/smukt – og ondt/usandt/grimt – her i livet, selv om forældre selvfølgelig ikke har den endegyldige sandhed om alt. Det er nødvendigt, for at kan barnet ikke finde ud af, hvad det selv skal mene, og hvordan det selv skal leve

Man skal altså frimodigt påvirke sit barn, men selvfølgelig også respekterer, at efterhånden som det modnes, har det lov til at træffe andre valg end forældrenes. Dét er ikke altid så let, men det er meget vigtigt – for at få det godt med sine modne, voksne børn.

Annoncer
Tilmeld dig vores nyhedsmail og få de vigtigste nyheder fra familiearbejdet.