Spørgsmål

Det kan være svært at leve som fraskilt i det kristne fællesskab

Jeg synes det er svært at være skilt i kristne kredse. Jeg føler mig ofte forkert og malplaceret når jeg kommer i kirke og missionshus - alene. Og det er faktisk bare endnu værre, når jeg kommer med børnene. Så bliver det endnu mere tydeligt, at der “mangler” en. Oven i det hele så er det mig der har valgt skilsmissen! Min ex er syg, og jeg blev nødt til at gå - både for min egen og børnenes skyld! Jeg har ikke lagt skjul på, at det er mig der har ønsket skilsmissen, men jeg har aldrig fortalt sandheden om vores ægteskab til andre. Derfor er der måske heller ikke den store forståelse for mit valg. Synes det er svært!

Svar

Tak for dine meget ærlige spørgsmål. Mange går rundt med den slags spørgsmål, men holder dem måske for sig selv. Jeg tror, at det er rigtig vigtigt at få dem frem i lyset. Ikke at problemerne forsvinder bare ved at vi italesætter dem, men det er et nødvendigt skridt på vejen frem mod bedre forhold.

Det er slet ikke for at være mistroisk, men min erfaring siger mig, at jeg selvfølgelig må begynde med at sige, at jeg jo kun har sagen fra din side, og kun det af den, som du har taget med i din henvendelse. Så der er meget, jeg ikke har kendskab til og mit forsøg på et svar er naturligvis afhængig af, hvad jeg ved og ikke ved om din situation.

Du oplever en smerte, der altid vil være der efter en skilsmisse. Den opleves forskelligt fra person til person, men er ofte voldsommere og mere længerevarende, end man måske forestiller sig. Nogle smerter er mindsket ved at bryde et – så vidt man overhovedet kunne se og føle det – umuligt ægteskab. Men nye smerter kommer til. Savnet kommer. Tvivlen kommer. Smerterne ved at skulle leve i nogle sociale sammenhænge, hvor man nu pludselig ikke længere er en ”hel” familie. Alle disse smerter er der desværre ikke så meget at gøre ved på den korte bane. De skal gennemleves. Vi må altid læsse vore smerter og bekymringer over i Guds stærke hænder. Det gir slet ikke altid en umiddelbart mærkbar forandring. Men jeg har alligevel oplevet, at Gud på en måde bærer med på det hele. Også andres forbøn kan støtte meget.

Du skriver så, at du oplever disse smerter forstærket af at være i et kristent fællesskab. Uden at vide mere, end den smule, jeg ved, læser jeg ud af din henvendelse, at store dele af dine smerter er de følge-smerter, der altid vil være der, uanset hvilken sammenhæng, man er i: du er nu alene, og du er nu alene-forælder. Den smerte, der kan skyldes det kristne fællesskab må vel være den, at du fornemmer en manglende forståelse for skilsmissen. Du fornemmer, at folk måske tænker: ”Hun valgte det jo selv – så må hun jo også selv tage følgerne” og du aner måske en slags fordømmelse, fordi du valgte skilsmissen frem for at kæmpe videre for ægteskabet?

Jeg forstår virkelig godt, at du tænker sådan og frygter, at de andre har disse tanker. Min erfaring siger mig, at det måske ikke nødvendigvis er virkeligheden. Måske tænker de andre – eller i hvert fald de fleste af dem – slet ikke sådan. Jeg tror, at du er nødt til at snakke med nogle af de nærmeste af dem om det. Jeg ved ikke, om du allerede har gjort det – men du skriver det ikke. Du har under alle omstændigheder brug for en eller flere, hvor du kan hælde alle dine tanker og følelser ud – både omkring hvorfor du måtte vælge skilsmissen og omkring hvordan du har det nu. Ingen kan holde til at gå med den slags alene. Du kan nok med fordel vælge en person uden for dit normale fællesskab, så det er en neutral person i forhold til at skulle forholde sig til udsagn omkring din ex. Lad os kalde denne person for A.

Men du har efter min mening også brug for at bryde isen: at snakke med dem, du er tættest på i dit kristne fællesskab. Jeg har dyb respekt for, at du ikke er gået ud og har fortalt de negative ting om din ex! Men jeg tænker, at du har brug for og har lov til i fortrolighed at dele noget af din smerte med en eller flere i fællesskabet. Hvis du hele tiden holder bolden på din egen banehalvdel, behøver det ikke være at ”svine ham til” eller ”udlevere ham”. Med ”egen banehalvdel” mener jeg, at du kun fortæller om, hvordan du oplevede og følte det – og om din bekymring for børnene. At du ikke siger: ”Sådan og sådan er han…! ” men: ”Jeg oplevede ham sådan og sådan… ”. Det kan være godt at tage det her op med A og få hjælp til hvordan man gør det på den bedste måde.

Ingen af os tror vist på, at der i et ægteskab, der går i stykker, er en 100% skyldig og en 100% uskyldig part. Der vil altid være behov for at opleve Guds tilgivelse. Også for at stoppe den dårlige samvittighed, der bestemt ikke altid har ret. Dårlig samvittighed har ofte let spil, når der er tunge følelser i gang og hvor der er mulighed for at spille på både skyld og skam. Hvis A er en kristen, kan du måske også snakke dette igennem med vedkommende. Ellers kan jeg varmt anbefale at finde en præst, du har tillid til og bede om et skriftemål. Her kan præsten på vegne af Guds ord tilsige dig Guds tilgivelse og nyskabende nåde på en virkelig konkret måde, der kan hjælpe meget – også i kampen mod den dårlige samvittighed, der ofte er uhyggelig stædig.

Tja, det er ikke lige sådan et mirakel-svar, men det havde du nok ikke heller ikke forventet. Men jeg tror, det er nogle gode konkrete skridt frem på vejen. Jeg ønsker virkelig for dig og din ex og jeres børn, at der må komme mere lys og tryghed og glæde på jeres livsveje!

Hvis du mangler nogen at snakke med, som står i samme situation, kan det være en mulighed at tilmelde dig Indre Missions Aleneforældrenetværk.

Annoncer
Tilmeld dig vores nyhedsmail og få de vigtigste nyheder fra familiearbejdet.