17.01.2018

Set, hørt og anerkendt

 

I praksis realiseres det gennem tre små valg, som i første omgang ikke handler om følelser, hvorfor alle kan være med.

 

Det første valg hedder "farvel og goddag."

For mange ægtepar er det sådan, at de arbejder på to forskellige tidspunkter. Derfor bliver det lille farvel ofte valgt fra, da vi ikke vil forstyrre den, der måske ligger og sover. Umiddelbart kunne vi tænke, at det lille farvel ikke betyder noget, men tænk så på tiden som nygift. Da var det helt utænkeligt ikke at sige farvel til hinanden, når vi skiltes. Det lille farvel og goddag forsvinder let ud af vores relation – men det er altså både en respektfuld hilsen og et lille kærlighedsknus, der understreger værdifuldhed.

 

Information

Det andet valg hedder "information." I begyndelsen af ægteskabet, informerede vi hinanden om alt, hvad vi foretog os. Det var en utænkelig tanke ikke at vide, hvor den anden var henne, for det havde vedkommende informeret om, da der blev sagt "farvel." Selv om ægtefællen var klar over dagsprogrammet, var informationen alligevel vigtig. Det menneske, vi giver informationer til, er nemlig et værdifuldt menneske for os – og sådan føles det også for den anden, hvis vi mærker efter.

Men selv om vi ikke mærker værdien i at få diverse informationer, så fanger underbevidstheden signalet og personen får derved bekræftet sin værdifuldhed. Altså skaber information en værdifølelse både for den, der informerer, og for den, der får informationen.

At det gør en forskel genkender vi, når vi er vrede på hinanden, for så fortæller vi intet til hinanden - som straf.

 

Tanker og meninger

Det tredje valg hedder "tanker og meninger." Når vi informerer hinanden, må vi også øve os i at fortælle, hvad vi tænker om alt muligt forskelligt, så vi bliver lyttet til. Det giver også en ubevidst følelse af at være værdifuld. Mange af os har oplevet mennesker, som ikke hørte efter, når vi udtalte vore meninger, og husker oplevelsen som ubehagelig. Vi husker, at den skabte sorg eller vrede. Det modsatte sker, når der bliver hørt godt efter, med interesserede spørgsmål i halen på tankerne og meningerne.

Også det har vi oplevet hos andre end vores ægtefælle, og vi husker sikkert den gode oplevelse. Hos en ægtefælle, går følelsen dybere og er med til at bekræfte vores grundbehov nummer ét – at være værdifuld – både for den, der fortæller om sine tanker og meninger, og hos den, der lytter.

Når vi længes efter værdifuldhed, er hermed tre små valg, som kan gøre en stor forskel.

Annoncer
Tilmeld dig vores nyhedsmail og få de vigtigste nyheder fra familiearbejdet.