21.12.2017

Afliv myten om det perfekte ægteskab

 

Rob Parsons afliver myten om "det perfekte ægteskab”

Da Dianne og jeg var forlovet, drømte vi sammen om, hvordan det ville være at blive gift. Jeg ville arbejde hele dagen, og hun (også efter at have arbejdet hele dagen!) ville holde hus og hjem og lave mad, der ville gøre kokken på Hotel Ritz misundelig. Efter opvasken, ville vi diskutere politik og teologi, inden vi skulle være sammen med vores venner. Til sidst ville vi smutte i seng og nyde endnu en nat, fyldt med eventyrlig lidenskab.

Sådan blev virkeligheden ikke. I virkeligheden var det ikke engang noget der lignede det vi drømte om. Diannes madlavning var god, men de lange samtaler og nætter med lidenskab var der, for at sige det mildt, ikke meget af. Erkendelsens lys gryede langsomt. Hvis drømmene skulle blive opfyldt, ville det tydeligvis komme til at kræve lidt arbejde.

Sådan er det for mange nygifte par. Jeg formoder at vi ikke var anderledes end alle andre par, der haster afsted på deres bryllupsrejse med raslende dåser og tvivlsomme budskaber på siden af deres bil. Vi håber alle, på ”det perfekte ægteskab". For de fleste af os gik der ikke mange dage, før de første revner begyndte at vise sig.

Granatchok
Jeg ved ikke, hvor mange par der føler det som et granatchok, når de opdager fejlene hos deres tidligere ”perfekte” partner. Det behøver ikke være store problemer, men det viser os, at ikke alt er lyserødt, som vi drømte om.


Hun kunne umuligt have forestillet sig, at den ulasteligt klædte mand, der blændede hende på deres første dates sammen, kunne finde på at forlade gulvet i soveværelset, som om det var baglokalet af en tøjbutik. Og han ville være blevet overrasket, hvis nogen bare havde antydet, at den blåøjede kvinde, der altid var liv og gang i, havde svært ved at komme op før kl. 11.00, og da slet ikke på et tidspunkt, der ville give dem en chance for at komme på arbejde til tiden.

At lignende scenarier vil forekomme i de fleste ægteskaber er uundgåelig. Men hvad der er vigtigt er, at de bliver talt om. Alternativet er at samle på de skuffelser der kommer: "Jeg hader den måde, han spiser på!", "Hvorfor kan hun aldrig være klar til tiden?" De kan alle være små problemer, men medmindre vi får dem sorteret fra, vil de skabe et pres i vores ægteskab, der ender med at blive utåleligt.

Snak om det - i stedet for at samle på det
Jeg husker, som ung advokat, at blive konfronteret med en mand, der forlod sin kone efter 12 års ægteskab. Han forklarede, at det var fordi han, efter en lang arbejdsdag, var kommet hjem til et tomt hus, hvor konen havde stillet en dåse tærtefyld frem, som hans aftensmad! (Og for at gøre det endnu værre, kunne han ikke finde dåseåbneren!). Men jeg tvivler på, at dette var den virkelige årsag - det er mere sandsynligt, at det kom oveni hundrede af andre frustrationer, som der aldrig havde været talt om, så de kunne lægges til side.

En af mine venner, en ægteskabsrådgiver, fortalte mig om et par, hvis ægteskab var ved at gå op i limningen. Da hun spurgte dem, hvorfor de havde problemer, fortalte konen hende om noget, hendes mand gjorde. "Når han gør det," sagde hun, "irriterer det mig bare så meget". Min ven spurgte, om hun nogensinde havde ladet manden vide, hvordan hun følte og fik svaret, "Nej". Hun spurgte manden, om han vidste, hvor meget det irriterede hans kone, når han gjorde sådan og sådan. Det var han ikke klar over, det var nyt for ham at høre!

At der løbende vil opstå skuffelser over vores partner er sikkert, men hvad vi ikke må gøre er, at gemme det og samle det sammen, indtil det hele kommer væltende ud som: "jeg elsker dig simpelthen ikke mere".


Når vores relationer, ikke mindst relationen til vores ægtefælle, bliver stærkere, vil det oftest være, fordi vi har lært at elske "på trods af" og ikke kun 'på grund af'. Benjamin Franklin udtalte, "Hold dine øjne vidt åbne før ægteskabet og halvt lukkede bagefter". Dette har en vis sandhed i sig, men som ved alle gode råd, er der også en anden vinkel. Og det er, at vi i virkeligheden skal åbne vores øjne også i ægteskabet, så vi ser hinandens ufuldkommenheder og lærer at leve med en del af dem. Og dem du ikke kan leve med må du lade din partner vide, hvordan du føler omkring, så I begge kan arbejde på forandringer.

Og selv om vi efter det, alligevel ikke ender med den partner vi præcist drømte om, kan vi finde trøst i det faktum, at selv om vi skulle finde den "perfekte" partner, ville han eller hun formentlig ikke ønske at bor sammen med os!

En sidste bemærkning ...
1. Vær realistisk i dine forventninger i ægteskabet – vær glad for mindre end ”perfekt”.
2. Lad din partner vide, hvordan du føler - så hurtigt som muligt.
3. Udvikl den praksis, at løse konflikter hurtigt - lad ikke bitterheden vokse imellem jer.
4. Undgå den faldgrube at tro, at "hvis bare hun ville ændre sig, ville vores ægteskab være perfekt". Du var ikke ligefrem selv årets fangst!

Oversat til dansk med tilladelse fra Care For the Family ©

Annoncer
Tilmeld dig vores nyhedsmail og få de vigtigste nyheder fra familiearbejdet.